Vampyrer er efterhånden alle vegne. Stephanie Meyers succes med Twilight-serien har sendt en veritabel stormflod af vampyrer ind i film- og bogbranchen. The Vampire Diaries er fra 2009 og er baseret på bogserien af L.J. Smith. Den har efterhånden fået sig en større fanskare, og det er nok fordi seriemediet giver fans mulighed for at følge vampyrerne over længere tid, frem for at være begrænset til en film eller en bog.
Første sæson består af hele 22 afsnit, så der er rig mulighed for at føje nogle vampyrbekendtskaber til samlingen.
Myten om vampyren handler i bund og grund om sex. Vampyrens lyst efter blod og behovet for at drikke af ofrenes hals er ren overgivelse til overmagten og fortabelse i rendyrket begær. Vampire Diaries handler da også om en noget usædvanligt ménage à trois.
Elena Gilbert og broderen Jeremy har mistet deres forældre, og det tager naturligvis hårdt på søskendeparret. Dog drages Elena mod den mystiske Stefan, der går på skolen. Det viser sig, at Stefan er vampyr og at han tilmed har en bror, den ikke særligt tiltalende Damon – han er faktisk direkte ondskabsfuld.
Elena forelsker sig i Stefan, men Damon lurer i kulissen, da han også har kastet sin kærlighed på den unge Elena. Det viser sig da også, at Elena har forbindelse til brødrenes tidligere flamme Katherine, og de tre på mystisk vis er bundet sammen over årtier.
Serien foregår i den fiktive by Mystic Falls i Virginia, og indeholder alt hvad en vampyrserie målrettet mod det ungdommelige segment, bør; kærlighed, sex og vampyren, der kæmper mod sin natur.
Efter man kommer sig over den umiddelbare indskydelse, nemlig om verden virkelig har brug for flere teenagevampyrer, så er Vampire Diaries faktisk et fint bekendtskab.
Det skal dog siges, at serien er ganske elendig de første par afsnit, men efterhånden bliver den bedre og bedre. Ved første øjekast ligner det en b-serie med horrible skuespillere og ditto manuskript. Men giver man den lige en tre.fire episoder, ja så bliver den ikke bare bedre, den bliver faktisk helt seværdig. Det ligger lige til højrebenet at sammenligne med Twilight, men det er der faktisk ingen grund til. Vampire Diaries fungerer fint, netop også fordi den benytter de samme emner og fortællestruktur som Twilight, men nu er det jo ikke Stephanie Meyer, der har opfundet vampyren eller ideen om vampyren, der ikke drikker blod fordi han er forelsket i et menneske. Det er hverken originalt for Twilight eller for Vampire Diaries, men det betyder ikke, at det ikke fungerer som historie.
Vampire Diaries har en god portion humor og en hel del vold, og det er bestemt en serie, man bør kaste sig over, hvis man bare ikke kan få nok af de blodsugende bæster.
Serien er herligt velproduceret, og på Blu-Ray formatet kan man virkelig nyde de bloddryppende sekvenser.
Udgivelsen indeholder en overflod af ekstramateriale, som man sagtens kan få et par timer til at gå med, hvis man er bidt af en gal vampyr.
Warner Home Video.