Skriv en kommentar
Instruktøren Tom McCarthy har med ”The Visitor” drejet et dristigt og velargumenteret udsagn om vilkårene for immigranter i USA. Filmen begynder dog ikke uden videre sådan. I starten minder den om endnu en poetisk kommentar til den fraskilte middelklasse-amerikaners introverte eneboertilværelse - sådan som vi tidligere har set den i Alexander Paynes ”About Schmidt” og Jim Jarmuschs ”Broken Flowers”. Men inden længe kastes vi i to narrative kovendinger hovedkulds ind i et helt andet dramatisk, varmblodet og eksotisk univers.
Sammen med den livstrætte professor Walther Vale (suverænt troværdigt spillet af den hypergarvede Richard Jenkins) sætter vi os til rette i en apatisk og selvtilstrækkelig enkemands tilværelse. Det er en planmæssig verden, hvor rutinerne opretholdes af lige dele initiativ-, fantasi- og modløshed. Men det ændres, da Walther bliver tvunget afsted til New York for at forsvare en artikel, han nærmest intet har bidraget til. Her overrasker han det senegalesisk-syriske par Tarik og Zainab (karismatisk spillet af hhv. Haaz Sleiman og Danai Jekesai Gurira) i sin lejlighed. Konfronteret med valget mellem at smide staklerne på gaden eller forbarme sig, lader Walther dem blive, og straks begynder de tre liv at væve sig ind i hinanden.
Selvom ”The Visitor” præsenterer en karakterkonflikt så enkel som en kortfilms, undgår den (især med sine fantastiske skuespilspræstationer) at blive stereotyp. Ja, Walther er vitterligt den rytmeberøvede, rationelle og forsagte hvide mand ligeså meget som Tarik er en musisk virtuos, sanselig og frembusende østerlænding. Sandt nok er der noget lorent ”Strictly Ballroom”-agtigt ved at Walther afsværger sig sit store flygel og indlader sig på at lære Tariks varmblodede percussion-tromme... Men netop musikken bliver et fantastisk forførende fartøj, der tager os sammen med Walther fra en forsigtig til en ilter og humørfyldt sanselighed. En transformation, der hele tiden puster til vores empati. I takt med trommerne vokser engagementet og forbeholdene svinder.
Men, men, men - just som Walther og vi når at genvinde vitalitet og menneskelighed, indsparker filmen sit andet store vendepunkt. Tarik bliver efter en improviseret koncert i Central Park pågrebet i metroen ved en misforståelse. Det viser sig nu at parret er illegale immigranter, hvorved pågribelsen bliver til forvaring og trussel om deportation. Omstændighederne skærpes yderligere, da Tariks mor ankommer til den lejlighed, hun tror sin søn stadig bor i. Walther pådrager sig hermed en uhyggeligt forpligtende rolle som vital nøgleperson for de tre. En rolle som han viser sig at trives stadigt bedre med som tiden går.
Og således træder titlen ”The Visitor” i karakter; som en pinlig påmindelse om en gammel dyd, der for længst er gledet den almene vesterlænding af hænde, nemlig gæstevenskabets. Det at åbne sine døre uforbeholdent er en gammel østlig skik, og omvendt så uventet i den vestlige verden, at Walthers gerning bliver chokerende og tilmed urovækkende. Men ingen forlader biografen med nogen tvivl om princippets skønhed. At give er at få, at åbne sine døre er at blive lukket ind.
Tom McCarthy har både skrevet og instrueret ”The Visitor” og det mærkes. Filmen fremstår helstøbt, visionær og kompromisløs, fra skuespiller til historie. Den formår at lade publikum foretage rejsen fra apati til empati i præcis samme tempo som Walther Vale; vi forskanser os i begyndelsen i den privilegerede og navlepillende fortælleposition, og til sidst håber vi med hele hjertet, at den pivåbne verden af problemer og konflikter ikke vil forsvinde igen. Det siges tit, at film ikke kan ændre fundamentalt på sit publikum. Om ”The Visitor” kan det, er spørgsmålet, men det skal i al fald siges, at den gør et storslået forsøg.
