Skriv en kommentar
Jerry (Ryan Reynolds) arbejder på badekarfabrikken Milton. Han har en behandlingsdom og skal ud over at tage sin medicin, gå til samtaler med en psykiater. Han er både sød og pæn, eller forsøger i hvert fald at være begge dele. Men så længe han ikke tager sin medicin, ser han verden gennem farverige og muntre briller. Til sin psykiater kan han med ro i sindet sige, at han ikke hører stemmer. Han hører nemlig kun når nogen taler direkte til ham. Som f.eks. når katten Mr. Whiskers og hunden Bosco, beder ham om at gøre ting. Til en firmafest forelsker han sig i Fiona (Gemma Arterton) fra regnskabsafdelingen, og da hun en regnfuld aften brænder ham af, tager begivenhederne en uventet drejning.
The Voices starter med glad musik og fuld knald på farven lyserød. Der er mange farver, som alle er klare, smilene er store, og man får hurtigt en følelse af glad musicalstemning. På badekarsfabrikken Milton er alt nemlig lyserødt, godt, og uskyldigt på grænsen til overstadigt.
Men The Voices er ikke en hvilken som helst komedie, det er en komedie blandet med klassiske horror-effekter. Vi får i Fiona præsenteret den klassisk unge smukke halvafklædte pige, der løber skrigende gennem skoven forfulgt af en vanvittig morder, der sekundet før var en charmerende mand. Det krøller sammen helt ned i maven i væmmelse, da han indhenter hende, og blodet sprøjter ud mod kameraet, som kniven gennemborer hende. Det giver en følelse der minder om lyden fra en pludselig stor ridse i en gammel lp, når vi brutalt får brudt den glade komedie-stemning på den måde. Men det er effektivt, og filmen tager derfra en drejning fra lyserød munterhed, til noget overraskende blodigt der står som en skærende kontrast til komedieelementerne.
Det er Ryan Reynolds (Safe House, 2012, Green Lantern, 2011, The Proposal, 2009) der spiller Jerry, og det gør han overbevisende godt. Scenen der leder op til det første mord, er f.eks. virkelig god. Han har samlet Fiona op da hendes egen bil ikke vil starte, og de kører sammen på en mørk vej gennem skoven. Man fornemmer hans sovende vanvid, da han ser på hende og hun for øjnene af ham forvandles til en en engel med vinger. Men hun bor ikke i himlen siger hun, og Jerry spørger efter navnene på den fjerde navngivne engel i bibelen. Han tænker på Lucifer, den faldne engel, og man aner at det her kun kan gå én vej; og det er galt.
Filmen er primært set gennem Jerrys perspektiv, og vi følger hans vanvittigt forskruede opfattelse, imens han styrer direkte mod afgrunden. Han tager ikke sin medicin, men en enkelt dag tager han alligevel sine piller. På stærk opfordring af Fionas snakkende afhuggede hoved, som nu befinder sig i hans køleskab, og vi får som publikum vist en lille flig af hvordan han egentlig lever. Det er både grumt og ulækkert, og vi får et kort, og meget præcist, indblik i hvor syg han egentlig er. Filmen skildrer på den måde en seriemorders verden set indefra.
I det hele taget er det godt lavet og det er en velkomponeret film, med godt skuespil over hele linjen. Men jeg har alligevel svært ved at købe præmissen og holde af den. For på trods af at være vellavet, vil den her film for meget. I stedet for at blande det bedste fra flere genre, bevæger den sig ud over en svær balancegang, og bliver til et malplaceret genremix. Der er intet morsomt ved en psykopatisk morder, der i sit vanvid og sine vrangforestillinger om virkeligheden, bogstaveligt talt, bor midt i hundelort og afskårede lemmer fra sine ofre. Det er dybt tragisk og særdeles modbydeligt. Hvor komedieelementet kunne have tilføjet en surrealistisk dimension af morbid sort humor, der ville være et grin værdigt, kommer det her mere til udtryk som en flad falden på halen der virker mod hensigten, og blot gør det til en ubehageligt blodig omgang af kontraster.
