Skriv en kommentar
Med ”The Water Horse: Legend of the Deep” er endnu en engelsk børnebog blevet filmatiseret. Denne gang er det instruktøren Jay Russel, der med forfatteren Dick King-Smiths forlæg leverer en børnevenlig version af sagnet om Loch Ness-uhyret. Filmen er sidste skvulp i bølgen af de magisk-mørke familieeventyr, som har slået indover biograferne siden Harry Potter i 2001.
"The Water Horse" tager sit afsæt i den verden, som den introverte og småmelankolske dreng Angus MacMorrow ellers går og har sig i krigstidens Skotland. Her finder han en sten på stranden, der hurtigt viser sig at være ægget med Nessie - eller rettere Crusoe, som han døber dyret. Forhold mellem dreng og uhyre bliver en slags sutteklud for Angus' tabte forhold til faren, der året forinden er forsvundet i bølgen blå under krigen. Tilbage er Angus med sin søster og mor (drevent men upåfaldende spillet af Emily Watson), der kæmper med at dele sol og vind lige imellem sine børn og det slot, hun som oldfrue forvalter. Lettere bliver det ikke, da de besættes af et kompagni britiske soldater, som skal sikre de skotske kyster. Filmen går nu med at holde den hastigt voksende Crusoe både mæt og skjult fra en omverden, der har mistet den magi, som Angus stadig holder fast i.
Det kan kort konstateres, at der intet nyt er under solen med "The Water Horse". Hverken den smågotiske britiske magi, venskabet mellem barn og uhyre eller disses sammenvævning med krigens realiteter er nye. ”Harry Potter”, ”E.T”., ”King Kong”, ”Drengen og Jernkæmpen”, ”Den Uendelige Historie” samt ”Pans Labyrint” har sammen med de utallige Disney-film derude gjort det (bedre) før. Det kan i første omgang tilgives, fordi filmens vigtigste motor mindre er hittepåsomheden og mere følsomheden i forholdet mellem Crusoe og Angus. Det er smukt iværksat. Alex Etel spiller nænsomt og ægte rollen som Angus og Crusoe er (med sine lånte heste- og søløvemanierismer) en tilsvarende original og ubanalt animeret skabning med personlighed og autencitet (Thumbs up til WETA-holdet, som også klarede effekterne i ”Ringenes Herre” -trilogien). Det er især måden, hvorpå filmen situerer os i dette fohold og i Angus’ verden i øvrigt, der redder den fra at blive for tung og svulstig.
Hvor filmen klarer sig værre er i stort set alle øvrige aspekter. Dens største problem er, at den ikke tydeligt har gjort sig sin målgruppe klar. D.v.s. at det er svært at vurdere om filmen sigter efter børn, barnlige voksne eller voksne børn, og det er ikke uvæsentligt, fordi den dermed rammer lidt forbi, for hver gruppe den sigter mod. Først og fremmest har man som voksen og kritisk seer det hårdt med at sluge den ret fjottede og irrelevante rammefortælling med Brian Cox som den gamle version af Angus, der uden særlig grund fortæller sit livs historie til to tilfældige ryksækturister. Filmen forsøger selvfølgelig at binde en ”overrumplende” sløjfe på fortællingen ved at skjule at fortælleren og hovedpersonen er den samme. Det går galt, og "The Water Horse" havde været (næsten) en hel stjerne bedre foruden. Dernæst skurrer filmens nationalromantiske, nærmest karrikerede fremstilling af Skotland voldsomt. Der går grov inflation i navne, som starter med Mac, naturscenerier der ligner noget fra en Famous Grouse whiskey-reklame og ikke mindst panfløjter og sækkepiber, der stikker deres kvalme mundstykker frem på filmens score med alt for jævne mellemrum.
Den slags kan en filmvandt kritiker irritere sig over, men yngre børn, der ikke har set ”Titanic” eller ”Ringenes Herre” vil naturligvis føle sig mindre generet. Hvis de er publikum, kan vi godt se bort fra kitsch-faktoren, men så er det, at filmen omvendt bliver meget tung, slæbende og mørk. ”The Water Horse” bruger nemlig lang tid på at fortælle en masse voksne sidehistorier, som må virke enormt irrelevant på de yngste og altfor kort tid på at være magisk i selskab med drengen og uhyret. I stedet forsøger fortællingen at snige sig til en masse ufortjente troværdighedspoints med postulerede ”dybe” elementer såsom krigselementerne, morens forsøg på at komme videre efter farens forlis - enten med ”jægeren”, Kaptajn Hamilton, eller ”samleren”, Lewis Mowbray – og ikke mindst finalen, der bliver en lovlig grov og krigerisk version af ”Free Willy”. Forholdet mellem Angus og Crusoe når aldrig at blive udfoldet nok, til at vi overtager drengens dilemma mellem væsenets fri- og sikkerhed og så hans egen afhængighed af forholdet. Men selvom undertegnede har grædt flere tårer over forgængere som ”Drengen og Jernkæmpen” og ”E.T.”, så får ”The Water Horse” alligevel points for patos.
