Skriv en kommentar
Denne film burde hedde The Long Way Back. Det havde været en langt mere rammende titel, for filmen er nemlig usandsynlig lang. Ikke når man ser på spilletiden, for 133 minutter er ikke ualmindeligt – den føles bare virkelig lang. Måske er det instruktøren Peter Weirs måde at gøre skildringen af den lange gåtur autentisk. I så fald virker det ikke. Ligesom karaktererne, der skal forestille at tilbagelægge ca. 6.400 km, slæbte jeg mig igennem.
The Way Back udspiller sig i 1941 under 2. Verdenskrig i en sovjetisk Gulag, dvs. en arbejds- og straffelejer. Her bliver de indsatte behandlet som slaver, og man følger indledningsvis Janusz (Jim Sturgess), som netop er ankommet og idømt 20 års straf. Ved ankomsten bliver de fortalt, at det hverken er vagthundene eller pigtrådshegnet, der er deres fanger, men Sibirien. Dem, der forsøger at flygte vil dø i det hårde klima. Janusz er dog fast besluttet på at vende hjem til sin kone og tilgive hende for, at hun under tortur stak ham. Han får samlet en gruppe på syv mænd, der ligesom ham hungrer efter at genvinde deres frihed. Heriblandt er bl.a. amerikaneren Mr. Smith (Ed Harris) og russeren Valka (Colin Farrell). Under en snestorm lykkes det dem at flygte, og målet er at nå til Mongoliet. Da de når frem viser det sig dog, at Mongoliet ligeledes er blevet kommunistisk, og de må forsætte over Himalayabjergene til Indien. Turen tager 12 måneder, og det skiftende klima giver dem store udfordringer. De er konstant på jagt efter mad og drikke.
Om noget er kedeligt er naturligvis individuelt og til diskussion, men der er nogle helt grundlæggende ting, som ikke fungerer i denne film. For det første følger vi på klods hold syv mennesker, de fleste i over to timer, men det til trods, formår filmen ikke at skabe en følelsesmæssig tilknytning til dem. Undervejs tog jeg faktisk mig selv i ikke at kunne skelne mellem et par af karaktererne. Det er næppe nogen overraskelse, at de ikke alle overlever, men selvom der er dødsfald undervejs, fældede ”Tude Marie” her ikke en eneste tåre. Det skyldes, at man ikke får ret meget af vide om karaktererne, og selv de mest centrale karakterer fremstår som en form for biroller, fordi vores viden om dem er så begrænset. Problemet i denne film er, at jeg ikke danner tilknytning til nogen af karaktererne, selv ikke Janusz og Mr. Smith, som er mest i fokus. Der er for mange karakterer, som fylder det samme, og jeg kunne have ønsket mig, at zoomet på Janusz og Mr. Smith havde været endnu tydeligere. Karaktererne er flade, og jeg havde forventet mig mere, når man har over to timer til sin rådighed. Skuespillerne spiller dog godt, og særligt samspillet mellem Ed Harris og Jim Sturgess udmærker sig.
Ud over de flade karakterskildringer er det påfaldende at The Way Back, at den er blottet for store konflikter. Det mest dramatiske er småskænderier og en joke om kannibalisme. Det er lige før, man sidder og håber på, at de vil gøre det – bare for at bryde idyllen en smule. Stalin har sat en pris på deres hoved, de er ved at sulte ihjel og det er uvist, hvornår og om de når frem til deres mål, men på trods af denne ekstremt pressede situation, forbliver de gode venner. Ingen stjæler de andres mad eller holder deres fangst for dem selv. Da gruppen har vedtaget, at de ikke vil have Irena (Saoirse Ronan) med på slæb, får det ingen konsekvenser, da den ene vender tilbage og henter hende, det accepterer de andre blot. Dertil er alle som de møder på deres vej søde ved dem. Det lader til at Peter Weir har overset dette vigtige element fuldstændigt. Han er ellers en garvet herre med seks oscarnomineringer og 29 værker bag sig, heriblandt The Truman Show (1998), Master and Commander (2003) og Døde Poeters Klub (1989), som alle har været nomineret til en Oscar for bedste instruktør.
The Way Back er inspireret af Slavomir Rawiczs bestsellende roman The Long Walk: The True Story of a Trek to Freedom (1955), der er blevet oversat til 25 sprog. Det synes utroligt, at der fortsat kan være film at lave om 2. Verdenskrig, men jeg er vild med det autentiske afsæt. Det er en oplagt Hollywoodhistorie om syv heroiske mænd, der overvinder moder natur og kæmper for deres frihed. Desværre formår Peter Weir, trods de oplagte rammer og fantastisk smukke optagelser, ikke at lave en medrivende film. I stedet bliver den kedelig og langtrukken. Jeg følte undervejs, at filmen gik i tomgang, og at jeg så det samme igen og igen – nemlig deres jagt efter mad og drikke. Det bedste ved filmen er de første 20 minutter, hvor man ser Janusz blive anholdt, livet i arbejdslejren og deres flugt. Her indtræffer den klaustrofobiske fornemmelse af deres fysiske og ikke mindst mentale rammer. Det spændingsmæssige højdepunkt ligger utrolig tidligt i filmen, nemlig allerede da de flygter fra arbejdslejren. Herefter ligner spændingskurven alt andet end noget, der er inspireret af Himalayabjergene.
