Skriv en kommentar
Ahhh en indiefilm. Man kan straks genkende dem på deres underspillede uskyldige look, deres fokus på en skæv, men opbyggelig historie og ikke mindst det nyeste bløde Belle & Sebastian-rip off på lydsiden. Det er samme rille The Way Way Back spiller. Indiefilm skal gerne dreje sig om børn eller barnlige sjæle, der stadig ikke har mistet deres uskyld, men udstråler den umiddelbare glød alle mennesker håber at kunne spejle sig i. I filmen følger vi 14-årige Duncan, der på grund af et uretfærdigt familieforhold er nød til at gå fra voksen til barn i løbet af en sommerferie. Hans fraværende biologiske far efterlader ham med både selvvalgte og påduttede reserverollemodeller. Moren, der selv forsøger at finde fodfæste, har i Trent fundet sig en velfriseret ny mand i polo og kakishorts med teenage-datter og sommerhus.
I løbet af sommeren bliver den lille nye familie udfordret af en række bipersoner, der på godt og ondt tramper ind og ud af deres liv; den skøre single-mor-til-to nabo, farlige vennepar og ikke mindst den frække, uregerlige voksenbabybademester Owen. Fristedet for vores unge hovedperson bliver nemlig et tætvedliggende badeland, der lever i sin egen tidslomme. Ordsproget ”Ude godt, hjemme bedst” fungerer ikke rigtigt for Duncan, da det er på hans ture ud til vandlandet, væk fra mors og reservefars ulidelige dukkespil, han føler sig tilpas. De voksne kan nemlig heller ikke helt finde ud af det.
The Way Way Back er fyldt med indlysende allegorier. Trent bliver allerede i første scene gjort til den onde, konforme træmand, der giver latterlige råd, irriterende kalder Duncan ”buddy” og kun spiller brætspil, hvis man følger reglerne. Overfor ham står Owen, der er fri i sit bademesterliv og aldrig er nået videre fra niveau 1 i pacman, fordi ”han ikke følger noget mønster”. Desværre for filmen bliver karaktererne endimensionelle og temaerne en smule banale. Det er usikkert om de to co-instruktører og co-manuskriptforfattere Nat Faxon og Jim Rash overhovedet havde fået lov at koge en 103-minutter lang filmsuppe på en lidt sløv historie, havde det ikke været for (overvurderet) oscarsucces med The Descendents. Pudsigt nok er det de to instruktørers cameos i filmen velplacerede og sjove biroller. Ellers finder filmen sin styrke i det uforløste kærlighedsforhold mellem Duncan og den bogstavelig talt lyshårede girl next door.
Manuskriptet svinger sig bare aldrig op over de forsigtige, duknakkede teenagereplikker, der tydeligvis er skrevet af voksne. Den har ikke samme øjenhøjde som Bille Augusts, Søren Krag-Jacobsens og Nils Malmros’ smukke 70’er ungdomsfilm. Med et stærk skuespilbesætning burde filmen og historien give karaktererne mere dybde. Steve Carrel (reservefaren) er Jim Carry-stjernestatus in spe, Sam Rockwel (bademesteren) leverede den største positive sci-fi-overraskelse i nyere tid med Moon og i øvrigt er resten af holdet taget ud af tidligere solide film i samme stil.
Som det ofte er med indiefilm gør filmen ikke nogen fortræd. På samme måde formår The Way Way Back desværre heller ikke at sætte sig fast. Men man kan i rette humør sagtens få en fin om end lille filmoplevelse med sig. Det er ofte i biroller og sidehistorier de mest spændende ting foregår, og filmen byder da også på sjove og hjertevarme skvulp. Men den har ikke noget på stærke forgængere som Juno, der definerede en kommende generation af hippe unge med korte løbeshorts, racercykler og piberygende piger eller eksempelvis stærk svensk ungdomsfilm, når den er bedst, i Lad den rette komme ind.
