Skriv en kommentar
Den store amerikanske filmpioner Orson Welles satte sine fødder på spansk jord som bare 17-årig. Det blev grundstenen til et livslangt kærlighedsforhold til landet og det traditioner. Flere gange indspillede han film i det spanske landskab og i mange år var han bosat i landet. Den dag i dag finder man hans grav i en brønd ved byen Ronda. Den svenske dokumentarist Kristian Petri har opsøgt Spanien for at løse mysteriet om den mytiske filmmager, hvis Citizen Kane af mange regnes som den største film overhovedet og måske som en slags gåde over Welles’ eget liv.
At Orson Welles var et særligt geni hersker der ingen tvivl om. De amerikanske selskaber betragtede ham som meget besværlig, og hans film blev i mange tilfælde klippet sønder og sammen på en måde, der ikke faldt i mesterens smag. Faktisk blev det et stort problem for Welles i hans karriere, fordi han aldrig rigtig blev helt tilfreds med sit arbejde. Denne tanke følger man i filmen og i undersøgelsen af et særligt spansk temperament, der har passet godt til Welles.
Filmen er et sammensætning af bider af ca. 60 timers fragmenter film, der er dukket i tidens løb. Welles har optaget små bider af spansk folklore, ansatser til spillefilm, private optagelser og andet historisk materiale, der i dag er meget værdifuldt. Desuden følger man den beundrende Petris vej igennem Spanien for at fortælle historien om Welles og Spanien. Særligt havde Welles en forkærlighed til tyrefægtningen og dens største udøvere, hvorfor det også er i den store matador Ordonez’ have man i dag finder Welles’ sidste hvilested, som han fandt for tyve år siden efter et langt og rastløst liv med mange opture og nedture. Welles var først og fremmest en levemand. Han drikke- og spisevaner var grænsende til det makabre. Han indtog store mængder alkohol og flere beretter om måltider til flere personer igennem årene. Særlig glad var Welles for en spanske egnsret, der i sin essens består af rent svinefedt. Det indtog han gerne en stor portion dagligt.
Undertiden får vi også en indblik i nogle af de film, man kun kan begræde aldrig blev til noget. I flere år arbejde han på filmatiseringen af et af verdens største litterære mesterværk, den forunderlige roman Don Quijote. Andre klip viser Welles som jo også var en aldeles fremragende skuespiller. Særligt en af Shylocks monologer fra Købmanden i Venedig træder i karakter med en ægthed, man ikke finder i mange dokumentarer. Welles fyrer Shakespeare af med en overvældighed, der får andre Shakespeare-fortolker til at ligne skolekomediens spæde amatørisme, for så i næste øjeblik at rette på sig selv igennem instruktørens øjne med et ”cut”
Der er kælet for detaljen i det visuelle, og i den henseende er filmen noget af det smukkeste der længe er set i dokumentaren. De interviewede personer, der alle har en personlig beretning om mesteren fortæller også velvilligt, men historien og gåden om Welles mangler den råde tråd, der var så åbenlys i hans egen Citizen Kane. Der er ingen Rosebud til seeren, og måske er det en fortrøstning for aficionados at der ikke kommer et entydigt svar på gåden Orson Welles. Filmen ender med drillende i Wellesk forstand at lege med selve endestationen for Welles’ liv, nemlig brønden. The Well – Orsons Well. En minimum af kendskab til Orson Welles er nok en fordel, når man sætter sig til rette i biografen, idet filmen ikke fordrer at belyse Welles for nybegyndere. Men filmen kan alligevel ses som en historie om en stor mand og hans Xanadu i Spanien. Forsøget er i hvert fald hæderligt.
