Skriv en kommentar
Lucía (Martha Reyes Arias) er en ung mor, der kommer til USA fra det fattige México med sine to børn på 5 og 8 år, Leo og Max. Her vil hun starte et nyt liv, finde arbejde og forsørge sine børn, mens de venter på at komme i Disneyland. Men hvad gør man egentlig, når man ankommer til et fremmed land uden at kende nogen og med kun en smule penge på lommen?
Den lille familie starter med at lede efter et værelse, de kan bo i for de få penge, hun har med hjemmefra. Det er ikke nemt, for i de kvarterer, hun har råd til at bo, er folk kyniske og vil bare have penge ud af immigranterne. Efter nogle forgæves forsøg må hun flytte ind hos en kinesisk udlejer i et værelse, der bestemt ikke ligner noget, man kunne udleje i Danmark. Møbler er der ingen af, så de sover på gulvet på det slidte gulvtæppe og lever mellem legetøj og gulnede vægge. Men der er et snavset badeværelse og kogeplader.
Lucía er ikke nogen dårlig mor, hun er ikke egoistisk, misbruger eller forsømmer børnene. Hun er kærlig og omsorgsfuld og max presset af omstændighederne, så hun må prøve at få det bedste ud af det og sørge for, at børnene er i sikkerhed, mens hun er på arbejde og tjener penge. Og hvordan gør hun så det? Jo, hun lader børnene være låst inde i det lejede værelse, hvor de må passe sig selv og hinanden hele dagen. Her er ikke noget med børnehave, pasning, regelmæssige måltider, kvalitetstid eller motion – her skal tiden bare gå, til mor kommer hjem igen klokken 19.00, og ungerne på 5 og 8 år må selv sørge for underholdningen.
Det er filmens enorme styrke, at den primært oplever gennem børnenes øjne. Vi kan virkelig mærke, hvor langsomt tiden går dag efter dag, med rollelege, at tegne små figurer på væggen, at spille fodbold med et stykke sammenkrøllet papir eller at lytte til engelske ord på den lille båndoptager, moderen har haft med. Lucía har nemlig lovet Leo og Max at komme til Disneyland, når de har lært selv at bede om billetter på engelsk. Og hvis de følger de regler, hun har indtalt på båndoptageren.
Meget fint er børnenes små tegninger på væggen animeret, så de fortæller en historie som illustration til børnenes leg – og ind imellem står brødrene og kigger ud ad det eneste vindue på, at andre børn spiller fodbold i den forbudte verden udenfor. Indtil en dag, hvor fristelsen til at forlade værelset bliver for stor….
Wolves er en sensuel, vibrerende, næsten dokumentarisk beskrivelse af vilkårene for en immigrantfamilie i USA bygget på instruktøren Samuel Kishis egne oplevelser, og en del af castet er også autentiske beboere fra det motel, hvor de bor. Samuel Kishi har valgt at sætte portrætbilleder ind af andre immigranter for på den måde at pointere, at der er mange i samme båd. Og filmen fortæller på en fin, stilfærdig måde også deres historie, alle immigranters historie.
Det er rystende, tankevækkende, nøgternt og meget livsbekræftende på sin egen måde. Marta Reyes Arias har et ansigt, man aldrig bliver træt af at se på, og børnene er skønne og bare sig selv. Meget vellykket skildring af, hvordan det kan være at være latinamerikansk immigrant i USA.
