Skriv en kommentar
Det er en skam vi har måtte vente så længe på denne film, men nu er den her endelig. En af de bedste film fra 2008, en vidunderlig præstation af Mickey Rourke der bragte ham tilbage som den fantastiske skuespiller han er og film nummer fire fra en af de mest interessante unge amerikanske instruktører i øjeblikket, Darren Aronofsky. Men hvad præcis er det der gør ”The Wrestler” så god? Meget af det har noget med Aronofsky at gøre, men først lidt plotbeskrivelse.
Randy ”The Ram” Robinson(Mickey Rourke) var en af de største wrestlere i 80’erne. Men nu skriver vi 2008 og The Ram er ved at være træt. Han wrestler stadig, selvom det ikke er den samme interesse som tidligere og skraber de penge sammen han kan ved at lave ligegyldigt afløser arbejde ved siden af. Han har ikke rigtigt nogen venner eller familie han snakker med. Det tætteste han har, er en stripper ved navn Cassidy(Marisa Tomei), der var fan af ham som lille og lytter til hans historier osv. så længe han betaler. Meget af filmen følger sådan set bare Randy i forskellige situationer og viser hvilket liv han har, sover i sin bil når han ikke har penge til huslejen osv. men pludselig ændre Randys liv sig. Efter en kamp får han det pludselig dårligt og falder om i omklædningsrummet. Da han vågner op får han at vide at han har haft et hjerteanfald, og er nød til at tage den med ro fra nu af. Han kan ikke wrestle mere fordi det simpelthen lægger for meget pres på hans hjerte. Så nu må Randy vende ryggen til det eneste liv han kender, og forsøge at skabe sig et udenfor ringen. Men det er ikke nemt når man stadig kan huske hvordan det lyder når publikum råber ens navn.
Darren Aronofsky vidste at Mickey Rourke var den rette mand til denne rolle. Så han gik til den aldrende skuespiller, der ikke har været kendt for andet et mediehistorier de seneste mange år og sagde: ”Din karriere er noget lort. Jeg er manden der kan få dig tilbage på toppen. Men du skal gøre alt hvad jeg siger” Rourke har senere joket med at hvis han havde været yngre, havde han nok slået ud efter Aronofsky, hvis han havde sagt sådan noget til ham, men han måtte give manden ret og her et par år senere sidder vi så alle sammen og roser dem begge. Rourke bærer denne film som kun få andre har gjort det. Han ”er” simpelthen Randy Robinson. Aronofsky vidste at Rourke ville kunne relatere til denne faldende stjerne, da han selv på mange måder var en faldende stjerne inden denne film.
En film som ”The Wrestler” kunne nemt have endt som en typisk sportsfilm eller feel-good film i andre hænder en Aronofskys. Men Aronofsky har en eller anden vanvittig evne til at få publikum til at relatere til filmens personer. Ligesom hans populære film ”Requim for a Dream” handler ”The Wrestler” om mennesker med deprimerende skæbner, men Aronofsky falder ikke i nogen af de mange klichefyldte huller som en film som denne nemt kunne gå i, specielt når Aronofsky ikke selv har skrevet manuskriptet. Det er utroligt at en film der handler om en falden stjerne der prøver at komme tilbage, en stripper med et hjerte af guld og et far/datter forhold der er gået i stykker kan føles så ny og frisk. Det er jo tydeligvis temaer der er brugt tusind gange før. Desuden kan man argumentere om wrestling overhoved er populært nok til at der bare er en person der har set denne film fordi det er det den omhandler.
”The Wrestler” er en fremragende film. Den er deprimerende og negativ men også ærlig og rørende. Tænk ikke så meget over om du kan lide wrestling eller ej før du ser den, fordi den handler ikke om det. Dog vil jeg anbefale at man lejer ”Requim for a Dream” før man ser denne, fordi Aronofsky har en meget specifik og næsten dokumentarisk stil der måske er lidt for realistisk for biografgængere der søger virkelighedsflugt i biografmørket.
