Skriv en kommentar
For mange år siden hørte jeg i radioen et interview med filminstruktør Lars von Trier – som godt kunne tænke sig at tage et rejseselskab med til Paris – besøge Eiffeltårnet, og så fortælle om huset lige ved siden af. Folk kan jo selv læse om Eiffeltårnet – men da ikke om det hus, jeg nu vil fortælle om - jeg synes lidt det er det, den britiske filminstruktør gør ved at vise os det idylliske hus lige uden for Auschwitz – hvortil vi kommer i filmens start ved et lydtapet med forskellige stille værker fra siderne – filmteksten forsvinder gennem ½ minuts rumlen og pludselig fyldes den sorte væg med fuglelyde, og vi kommer i den hvidklædte kommandant Rudolf Höss smukke eftermiddagskommensammen med sin kone og børnene ved søen med dykænder – holdt i neutrale pastelfarver – som næsten resten af filmen. Kun enkelte gange går vi tæt på de rødeste blomster – som næsten flyder over i et smukt blodbad. I baggrunden anes kun de sorte skyer fra lejrens skorstene, og i glimt en skrigende og oprigtige skud.
Filmen tager sit udgangspunkt i Martin Amis bog fra 2014 med samme titel – og hvor ”zonen” er en slags spejl, der afslører det sande ansigt. Vi følger den hjertelige familie Rudolf og Hedwig Höss med deres fem børn uden for muren med bl.a. en jødisk tjener. (Den virkelige Rudolf Höss født 1900 – henrettet i Auschwitz, april 1947).
Og alle ved, hvad der foregår på den anden side, men vi følger familien – de lever i en lykkelig rus – og faderen læser højt af eventyret af Brdr. Grimm Hans og Grete - og vi hører om deres kamp:Vi har slet ingen mad til børnene og knap til os selv - som medrivende er filmet nærmest i en negativbelysning, hvor vi ser en pige lægge æbler ud til fangerne ved hegnet i den skumle belysning. På et tidspunkt får Rudolf Höss en ordre – at familien skal flytte til Sachsenhausen i Oranienburg – men Hedwig Höss spørger kun sin mand, hvor længe har du vidst det? Hvorfor har du ikke sagt det til os? – Og hun beretter med det samme, at han skal ringe til Eichmann, Himmler eller endda til Hitler – som Höss altid har været ærlig overfor. Han kan se på hendes øjne, at hun mener det – hun har jo lige etableret en verden, hvor deres børn trives – og et godt hjem med mandskabet – koldt skildret gennem de mange livløse gange i husets kælder, og vi ser Hedwig Höss modtage et brev, som hun læser – for senere at smide det i kakkelovnen – ingen forklaring. Vi ser på lang afstand Rudolf Höss´ opkast efter et møde med cheferne – netop skildret på afstand. Ingen nærbilleder, som vi ville se i andre film.
Hedwig Höss (f.1908-1989) fortæller også den jødiske tjener i huset, at hun kan få sin mand til at sprede hendes aske over markerne – måske en slags indeklemt hævn. Der er også en morbid scene, da den ældste søn låser den yngste inde i et drivhus, og laver en slags gaslyde til ham – og den yngste græder hver gang ovnene tændes. Men igen en filmisk genialitet – ved ikke at synliggøre det onde klicheagtigt. Og så har komponist Mica Lewi (f.1987) skabt musik, ukonventionelle stemninger til filmen – som jeg aldrig har hørt før – hvilket hun også gjorde til hans forrige film Under the skin, fra 2013.
Filmen viser os ikke en god nazist – men hvordan det nazistiske system blev designet til at sikre, at ingen kunne være god – men også at mange nazi-familier IKKE kun var onde, det har den tyske teolog og filosof Hannah Arendt også beskrevet i bogen om Alfred Eichmann (1906-1962), da hun i 1961 tog til Jerusalem for at dække retssagen mod ham, hvor Eichmann blot opfatter sig selv som en funktionær i systemet.
Hen imod slutningen er vi med Höss til møde i inderkredsen med vel 50 øverste, hvor han har skiftet hjemmets hvide uniform til militæruniformen med alle nazi-emblemerne – og der er pludselig kommet en ordre fra Ungarn, at de skal huse 700.000 jøder – og spørgsmålet om hvordan gasanlæggene kan håndtere dem? Vi ser på forbilledligvis ikke hændelsen – men ser kun to-tre rengøringsfolk – også som en slags funktionærer - gnide glasvinduer rene – hvor der bagved ligger tusindvis af sko, krykker og fotos.
Familien Höss spilles formidabelt af Christian Freidel (f. 1979), som vi bl.a. kender fra ”Det hvide bånd”, 2009 og tv-serien Babylon Berlin, 2017 – og den sandfærdige Sandra Hüller (f. 1978), som fik sit store gennembrud i filmen ”Min far, Toni Erdmann”, 2016.
Tænk sig, hvis vi allerede i årets første uge skal se årets bedste film.
