Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I slutningen af 2010 kom den evigvarende konflikt mellem Nord- og Sydkorea op på avisernes forsider igen. Heldigvis for filmkunsten generelt og for den imagebaserede medieopdækning af denne del af verden i særdeleshed, kan den sydkoreanske manuskriptforfatter og filminstruktør Chan-wook Park rykke lidt ved begge felter, så man helt glemmer konfliktens nedværdigende karakter og husker filmmediets ubegrænsede potentialer. I 2003 serverede han det anmelderroste pragtstykke Oldboy, hvis tematiske og visuelle stil introducerede en provokerende og legesyg omgang med mediet. Oldboy var en del af hans blodrøde hævntørsttrilogi, bestående desuden af Sympathy for Mr Vengeance (2002) og Sympathy for Lady Vengeance (2005). Thirst initierer måske en ny trilogi – én med fornavn bloddryppende og efternavn blodtørst.
I Thirst bibeholder Chan-wook den provokerende tilgang – kan man forestille sig noget mere grænseoverskridende end en katolsk præst, som svælger i korporlige lyster og amoralske gesjæfter? Tilsæt dertil præstens nyerhvervede status som vampyr, så går den gyselige ligning op på flere niveauer. Grundet et forfejlet eksperiment, bliver præst Sang-hyeon nemlig vampyr. Præst og vampyr forekommer umiddelbart som to ganske uforenelige konjunkturer, eller gør de nu også det? Ligesom flere undersøgelser har vist, at kvinder tænder på uniformerede mænd, således kan man i denne sammenhæng ligeledes holde på, at der vel næppe foreligger en mere sexet tanke end en præst, som lidt efter lidt må give efter for kødets formaninger og eftergive sine gængse asketiske principper? Præstens sakrale uniform må om nogen betragtes som den ultimative uniforma non grata, når øjnene søger seksuelle gnist og fingrene spejder efter nøgne legemsdele. Netop derfor er denne konstellation i vigør i en fortælling, hvor kødet skælver, blodet raser, og tørsten synes uudslukkelig. Thirst skal derfor forstås både som en bogstavelig efterstræbelse på og forlangende om den biologiske overlevelse, altså blodet som den nærende fortæring, men endogså som den metaforiske længsel efter den sanselige overgivelse og nydelse i form af blodets energi og vitalitet.
Vampyrer lever længe og lider længst
Ikke alene skal præsten nu kæmpe imod sin stigende kropslige opvågen, men han skal også finde sig til rette i et velkendt, organiseret liv med en ukendt, kaotisk drift. Denne drift peger i første omgang på hans barndomsvens hustru, Tae-ju, som er ulykkeligt fastlåst i en relation med en mand, hun hverken elsker eller forstår. Hun bliver dén Eva, der lokker præsten hen til det forbudte æble, og præsten selv bliver det genfødende hav, som Afrodite alias Tae-ju stiger op af. Men livet er ikke let – heller ikke for vampyrer og slet ikke for vampyrer med en humanistisk livsfilosofi og menneskesyn. Heri folder filmen sine blodige skrifter ud – hvad er stærkest, kødet eller Gud …
Thirst er på mange måder Chan-wook Parks signaturarbejde – ligesom i mange andre af hans film, er stemningen tvedelt uden at være adskilt. Snart skifter han mellem vanvittigt humoristiske passager til rørende filmisk lyrik uden at tangere det kitschede eller prangende. På samme tid som disse er et komplimenterende, udvidende aspekt i Thirst, er de også en forhindring. Man bliver en anelse genreforvirret – er det en underspillet gyserhistorie, et gribende drama eller en morbid-sort komedie? Til tider bliver skiftene i stemningslejren nemlig for abrupte til at give indtryk af en harmonisk og rytmisk filmoplevelse. På den anden side er disse atmosfæriske konverteringer med til at overraske og tegne et mere alsidigt og varierende portræt af filmens univers. Nogen vil derimod stå af dette omskiftelighedens scenario, og filmen er i så fald heller ikke tiltænkt disse. Tålmodighed og nysgerrighed er nøglefaktorer, når Dvd’en afspiller Thirst. I forlængelse af dette må man nævne skuespillernes præstationer, som skifter ligeså pludseligt som filmens stemningsmæssige sindelag. De gør det godt, om end den asiatiske spillestil til tider kan forekomme manisk og forceret, grænsende til det hysteriske. Man skal enten være vant til det eller hurtigt vænne sig til det, hvis stilen ikke skal stå i vejen for oplevelsen.
Filmens mest bevægende karakter er ubetvivleligt præsten, som skuespilleren Kang-ho Song (sikke et smukt klingende navn i øvrigt), indfanger fornemt og indfølende med et intenst, sårbart blik i øjnene, der både fortærer og forsvarer og en fredelig, lindrende stemme, som hyler orgasmen ud og bider smerten i sig. Han er perfekt castet og giver filmen og ikke mindst sin karakter en uafviselig portion dybde og alvor, som man indtager med velbehag og lystfølelse. For ja, det smager godt at være tørstig.
Poesi, liv, død og alt det indimellem
I Thirst har Chan-wook Park på ny allieret sig med sin yndlingskameramand, Chung-hoon Chung, som har en helt unik forståelse for billedæstetik og filmsprog. Kameraet bevæger sig elegant, kreativt og innovativt igennem hver eneste scene. Man sidder ganske enkelt og lader sig overmande af alverdens sommerfugle i maveregionen, når Chung-hoon Chung maler Thirsts filmverden med skæve, anderledes vinkler, nydelige, sarte solopgange og en næsten digterisk scene af en samtale på et toilet. Hvem skulle have troet, at afbrændte kroppe kunne være så fotogen en oplevelse? Det kan de, og det er herligt.
Det lyder måske en anelse filmnørdet, men det visuelle element er enhver films konstituerende alfabet, men i Thirsts tilfælde taler vi næsten om et alfabet, hvis semiotik overgår det forbilledlige.
Hvad Thirst opnår og opretholder på det visuelle plan, skorter den på indholdsmæssigt. Plottet udvikler sig ikke altid lige hensigtsmæssigt – specielt filmens midterste del er langsommelig og enkelte sekvenser helt overflødige. Grundlæggende er filmens tematik konsekvent sammenholdt, hvor intet, trods alt, synes at være overladt til tilfældighederne. Personligt havde jeg ønsket mig, at filmen dvælede mere ved præstens inderste bryderier og de mere alvorsfulde refleksionsøjeblikke, hvor sjælelivet virkelig tør gå i kødet på sig selv, så at sige. Disse er dog minimale skønhedsfejl i en ellers fin produktion. Blod, erotik, mord, pakket ned i en blød kiste af absurd, sygelig humor, viklet ind i originalt, flatterende gavepapir og bundet sammen til en alternativ, virrende sløjfe … kan man ønske sig mere af en film?
Måske jeg bedst kan opsummere filmens slagkraft med følgende ordspil - få slukket din filmtørst med Thirst!
DVDen indeholder ikke noget ekstramateriale.
PAN Vision
