Skriv en kommentar
Stærk ikke-film
Med denne anmeldelse træder jeg direkte ind i den lange række af folk, der beundrer iranske instruktør Jafar Panahis stædighed og skaberlyst. This is not a film har, foruden at skabe stor debat i filmverdenen, allerede modtaget en del priser og megen anmelderros for sin simple skildring af en mands kamp mod politisk uretfærdighed. Jeg forstår nu hvorfor.
Ren politik
Vi møder Panahi, filmens hovedperson og bagmand, ved morgenbordet på en traditionel iransk festdag, hvor alle tager ud og skyder fyrværkeri af i gaden. Men Panahi selv skal ingen steder. Han sidder nemlig i husarrest og venter på en dom, der i værste fald betyder seks års fængsel og tyve års forbud mod at instruere film. Frifundet bliver han under alle omstændigheder ikke ifølge den advokat, som han ringer op i starten af filmen, for sagen er 'ikke juridisk, men rent politisk'.
Selvom retten har forbudt ham at lave film, har ingen nævnt noget om, hvorvidt han selv må optræde i en. Derfor har han inviteret sin ven og kollega Mojtaba Mirtahmasb på besøg med den intention at opføre det manuskript for ham, som han ikke selv måtte instruere. Men allerede efter få minutter falder projektet til jorden; Panahi holder inde midt i sin gennemgang af manuskriptet og indrømmer, at projektet ikke bliver det samme uden rigtige skuespillere og at han, hvad ham selv angår, ville ønske, at han kaste sin rolle fra sig.
Men det kan han ikke. Herfra ændrer filmen karakter: resten af dagen går med at surfe på nettet, passe iguanaen Igi og snakke med Mirtahmasb og den unge, vikarierende vicevært. Udenfor lyder der indimellem skud, og en kollega ringer et par gange og fortæller, at der er politi i gaderne. Det hele er med til at skabe en trykket, ubehagelig og klaustrofobisk stemning, der end ikke kan holdes nede af Panahis vedvarende humor og varme. Ofte kigger han ligesom længselsfuldt ud på gaden og man fornemmer derigennem for alvor, hvor frustrerende dette fangenskab er for den skaberlystne instruktør, der er tvunget til at spille offer i et absurd politisk spil.
Ærligt projekt
Eftersom der er tale om en nulbudgetsfilm, er der skåret helt ind til benet. Kameraet er håndbåret og scenerne er lange og rå i deres udtryk. Musik er ligeledes helt fraværende. Og det går egentlig alt sammen op med filmens formål og tema. Der er ikke en voiceover eller en masse flotte illusionsskabende filmtricks, der kan vejlede vores forståelse eller sløre vores indsigt. Filmen er simpel og ærlig hele vejen igennem.
Bag gitteret
Stærkest bliver mod slutningen, hvor Panahi følger Mirtahmasb til dørs og møder en ung vikarierende vicevært, der til dagligt studerer kunsthistorie på universitetet. Her kommer Panahis trang til at skildre og forstå mennesker for alvor til udtryk, idet han ikke kan lade være med at gribe kameraet (som Mirtahmasb har efterladt) og følge den unge mand med ned i elevatoren. Hele scenen er er en varm og lidt komisk skildring af en håbefuld ung mand, der, den voldsomme arbejdsløshed til trods, alligevel virker fortrøstningsfuld. Men det muntre svinder dog noget ind, da den unge mand efterfølgende begiver sig ud på gaden, hvor nogen har tændt bål. Panahi må forblive inde i gården, fanget af det tårnende gitter – et symbol på det fangenskab, den iranske domstol til stadighed holder ham i.
This is not a film er ikke den slags dokumentarfilm, der via voiceover serverer alt på et sølvfad. Det er en skildring, der gør mere oprør med sin stiltidenhed end den gør med det, der bliver ytret. Samtidig er det en ærlig – og til tider ganske morsom – beretning om en mand, der er tvunget til at spille en rolle i et absurd politisk lystspil, der, modsat Panahi selv, ikke tillader sine skuespillere megen improvisation. Men Jafar Panahi nægter at holde sig til manuskriptet og for det straffes han desværre stadig.
