Skriv en kommentar
I This Means War er alle sejl sat ind for at tilfredsstille øjnene frem for hjernen med et ungt, flot og talentfuldt cast og rigeligt med humor og action. Det hjælper dog ikke på, at både plot og manus halter gevaldigt, selvom de unge stjerner gør hvad de kan for at få det til at fungere.
Back to basics
Musikvideoinstruktøren McG (Charlie's Angels 1+2) vender tilbage til actionkomedien efter et par middelmådige forsøg på at skabe et godt drama med henholdsvis footballfilmen, We are Marshall og robot-reboot’et, Terminator Salvation.
Denne gang er det ikke tre engle, der kæmper mod en überskurk, men derimod to dødsensfarlige CIA-agenter (Tom Hardy og Chris Pine), som samtidig er uadskillelige makkere og bedste venner, der kæmper mod hinanden om den samme kvinde (Reese Witherspoon).
May the best man win
Pine (Star Trek, Unstoppable) er den charmerende og selvsikre FDR, mens Hardy (Inception, Bronson) spiller den mere stille og tilbageholdende Tuck. Begge falder de for produkttesteren Lauren, der ikke just har haft heldet med sig ift. mænd, men nu står over for at skulle bruge al sin ekspertise fra arbejdet til at vælge imellem to flotte fyre, intetanende om at de er bedste venner.
FDR og Tuck aftaler på bedste gentleman manér intet at sige til Lauren, men derimod begge date hende og lade den bedste mand vinde hendes gunst.
Hvor de tidligere har været med til at bringe hele nationer til fald, bruger de nu deres uovertrufne evner og et uudtømmeligt arsenal af højteknologisk overvågningsudstyr imod deres hidtil værste fjende: hinanden.
Det er alt sammen meget pænt
På trods af det velkendte plot, der vel bedst kan betegnes som gammel vin på nye flasker, er This Means War udholdelig af to årsager: castet og kemien blandt dem.
Alle tre hovedpersoner er meget smukke på den der helt rigtige Hollywood-agtige måde og der er dobbelt op til pigerne. Så måske ikke den perfekte date-film, da hun bare vil sidde og sukke over Hardy og Pine.
Det er da også disses bromance og indbyrdes kamp om at vinde prinsessen, der bærer This Means War op over smertegrænsen. For filmen er sjovest, når de diskuterer indbyrdes, skændes om Lauren eller finder på nye måder at forpurre hinandens dates på.
Midt i det hele står den søde og fortvivlede Lauren. Hendes eneste hjælp til at træffe et umuligt valg mellem to hunks, er hendes alkoholiserede veninde, hvis bedste råd er at ”prøvekøre” dem begge, som Lauren gør med alle andre produkter, hun tester på sit arbejde. Kun på den måde kan hun finde frem til, hvem der er den bedste.
Alt er forudsigeligt
Når en film er så fint poleret og pæn, som This Means War er, så er der en klar tendens, til at den bliver kvalmende forudsigelig – dette er ingen undtagelse.
Lauren opdager selvfølgelig, at FDR og Tuck er bedste venner. Hun bliver selvfølgelig kidnappet af filmens ligegyldige skurk, der kun tjener dette formål, og de to kamphaner bliver selvfølgelig tvunget til at arbejde sammen igen for at frelse Lauren frem for at bekæmpe hinanden.
På trods af det åbenlyse er der utallige af andre ting, man som tilskuer kan undre sig over. Som f.eks. at FDR og Tuck er CIA-agenter med tilsyneladende uendelige ressourcer til rådighed på statens regning eller at begge bor meget luksuriøst på trods af deres offentlige lønseddel.
Men måske man bare skulle lade være med at undre sig, og i stedet nyde at fremtiden i Hollywood trods alt ikke tilhører Pattinson, Lautner og Efron, men Gosling, Hardy og Pine.
This Means War er en film der skal underholde, og det gør den også. Så længe man ikke tænker for meget over det i filmens 98 minutter, er man sikret et par gode grin og en solid gang action. Den type film er der jo også brug for.
