Skriv en kommentar
Andrew Callaghan vil nok være et ubeskrevet blad for det brede danske publikum. Han har primært lavet online-indhold på mindre platforme - mest med fokus på konspirationsteorier og mere skæve personligheder. Stilen er gennemført med Andrew som mikrofonholder, uden han egentligt gør ret meget andet end at være til stede - resten klarer hans gæster, som for det meste rabler derudaf uden rigtigt at komme nogen vegne. Andrew er underspillet med en anelse nørdet udtryk og tilsyneladende så tillidsvækkende, at de fleste han giver talemulighed griber chancen og krænger deres inderste ud.
Fra Youtube-kanal til HBO - viser lidt om, at Andrew Callaghan i USA er et interessant navn, og i dokumentaren “This Place Rules” får han så muligheden for at vise hvorfor. Dokumentaren viser forskellige hændelser og personer, som er en del af historien op mod angrebet på Kongressen d. 6. januar 2021. I fodsporene på John Steinbeck og andre sætter Callaghan sig bag rattet på en autocamper og pløjer sig gennem USA for at undersøge de talrige teorier, som blev opbygget efter Donald Trump kom til magten og stod over for at miste den igen op til præsidentvalget i 2020.
Og det er ikke så svært at få folk i tale, faktisk står alle i kø for at give deres besyv med, og det er alle slags mennesker, uanset alder, køn, politisk ståsted og fokus - Callaghans afdæmpede og rolige stil giver plads til talestrømmene og da han for det meste ikke behøver at spørge ind til noget, så præger han også sjældent sekvenserne med egen holdning eller tager det i en bestemt retning. Om det er personer med en særligt forkærlighed for forhud, Trump-tilhængere, feminister, raceaktivister eller andre særprægede personligheder, så får de lov til at komme til orde, og ind imellem bliver det næsten for meget - man flår sig næsten i håret, når man hører en vred aktivist rase over fænomenet “globalists” som ifølge ham er skyld i alle verdens elendigheder og når han så spørges ind til, hvem de er, svarer, at han ikke er helt inde i detaljerne, men slemme er de i hvert fald. Det er gennemgående, at mange af de personer Callaghan møder ikke er de mest nuancerede mennesker, men til gengæld med klippefast tro på, at de har har forstået det hele, mens andre helst skal tie stille med deres holdninger - vil de ikke det, kan man altid finde en megafon og råbe sit eget budskab ud endnu højere.
Dokumentaren har ikke til hensigt at udstille eller dømme, men anerkender, at man godt kan tro på, at Joe Biden stjal valget og selvfølgelig ikke kom til at blive præsident på trods af stemmeprocenterne, da det kun var en spørgsmål om tid før han og kumpanerne blev afsløret som pædofile babyspisende monstre. Anderledes stiller den sig, når der kigges kritisk på de personer, som stiller sig forrest og fører an, når der skal opildnes og holdes taler, men forlader posterne, når lokummet brænder. Money talks, og det er kvalmende at se på, når man kan se, hvor mange penge der kan tjenes på at sælge t-shirts og andet merchandise med konspirationslignende budskaber og det egentlig mest er derfor, man er med. Stærkt bliver det også, da Callaghan besøger en familie med kritiske holdninger til hele coronasituationen og synet på Trump som frelser - især børnenes udsagn er tankevækkende - og det bliver ikke mindre tragisk, da de interviewes på den anden side af det hele.
Om man lærer noget nyt ved at se dokumentaren skal være usagt - meget er set og hørt før, men emnet er selvfølgelig sprængfyldt af materiale og viden for at forstå den betændte situation i USA og hele polariseringen. Om ikke andet er den værd at se for at blive mindet om, at vi nok har det meget fint hjemme i lille Danmark, hvor mest omtalte politiske beslutning er afskaffelsen af en helligdag. Og ja, “There is no end” - er vel en god måde at sammenfatte budskabet på.
