Skriv en kommentar
Der er den lidet respekterede klike skuespillere, som på engelsk er blevet frasorteret under fællesbetegnelsen ”has beens”, altså underforstået, at deres karrieres gyldne, glansfulde dage svagt kan skimtes i bakspejlets fortidsdis. Anthony Hopkins falder næppe ind under denne knockoutende kategori, men hans seneste filmiske kontributioner har udstillet det engang så herliggjorte skuespillergeni som en højrøstet, grovkæftet, opskruet gamling, der med grå stænk i håret og indskårne fordybninger i ansigtet hvisler og svovler sig igennem hver en karakterkliché, han har påtaget sig på film - nævnes i flæng kan Fracture (2007), The Wolfman (2010) og senest The Rite (2011). Igen i Thor sætter Hopkins den samme slidte skuespillerplade på ... men for en gangs skyld er det legitimt at sige; Play it again, Hopkins.
I den nye superheltefilm, Thor, der, som du, kære læser, måske allerede har luret, tager afsæt i den nordiske mytologi, spiller Hopkins selveste Odin og inkarnerer altså også i denne omgang den aldrende patriark, megalomanisk og majæstetisk på en og samme tid, med hang til irettesættende, men udtømte frase-travere og kongelige, men skingrende mementoer. Men denne gang gør det dog ikke så meget, for denne melodramatiske tilgang assimilerer både Hopkins og hele Thor-apparaturet perfekt ind i Marvel-franchisens overdramatiserede, men berømmede og efterhånden letgenkendelige verdensorden.
I denne Marvel-ombæring strukturerer de episke indføjelser den forhåndenværende dramatiske dimension. Dette eventyrlige sagn spænder fra vores genkendelige Jorden til den æteriske Asgård. Tordenguden, Thor (Chris Hemsworth), herkulisk af bygning og ædel af sind, men tillige også en blasert kriger, hvis ubetænksomme gerninger fører Asgård på krigeriske afveje, forvises fra Asgård af sin mægtige fader, Odin. Nedfalden til Jorden, er han, som en ubønhørlig straf, tvunget til at leve blandt dødelige, blandt kødelige, blandt mennesker. Naturligvis skal der en dånende, henrivende kvinde til at rykke i Thors rodfaste forestillinger, og hurtigt bliver atmosfæren fortættet af Amors gejle amoriner. Den udkårne dødelige dame bærer navnet Jane (Natalie Portman) og er behændigt nok astrofysiker. Men genkommende trusler fra Thors lumske halvbroder; Loki (Tom Hiddleston), ryster gang på gang grundvolden under hans kraftige, men for øjeblikket forgængelige fødder og forstyrrer både Asgårs universelle kosmos og kærlighedens livsnære kådhed.
For atter at gøre sig fortjent til sin nu afsvækkede kongestatus samt den uknækkelige Thors Hammer, må Thor gå på indre opdagelse ind i sig selv og indse, hvad der egentlig kræves af en sand helt, når de maligneste slyngler sender de mørkeste kræfter ud efter ham ... og når hans største fjende i virkeligheden er ham selv.
Fra Shakespeare til mytologi
Kenneth Branagh, manden der mestendels har gjort sig betragteligt bemærket ud i Shakespearske fortolkninger, viser en ny instruktørside med denne filmiske fantasy-epik. Umiddelbart skulle man ikke koble det sammen, men Shakespeare og den nordiske mytologi er beslægtede i kraft af deres spektakulære narrativer, der både huser monumentale skæbnetråde samt transcendentale tematikker. I denne optik burde den engelske skuespiller og instruktør egentlig have fundet sig ganske rettelig til rette i denne kanske rette instruktørstol. Og ja, det har han gjort. Med Thor beviser han overraskende nok, at han på alle måder er ready for sit instruktørmæssige blockbuster-closeup!
Så, hvorledes er det gået Branagh med denne Marvel Comics´ superhelt fra 1962, kaldet Thor? En storslået skueplads – tjek. Visuelt varmblodigt – tjek. Kamerakyndig – tjek. Scenografisk suveræn – tjek. Lækre shots – tjek. Passende spændingstempo – tjek. En meningsfuld historie – tjek. Et konsistent manuskript – tjek. Anstændigt, til tider ganske sprudlende, svulmende skuespil – tjek. Smækre helte og stinkende antihelte – tjek. Helhjertet indlevelse – tjek. Velsmurt fremdrift – tjek.
Og så til sidst ... og bogstaveligt talt ikke mindst, Hemsworths gudbenådede, veltrænede overkrop ... tjeeek!
Branagh er faktisk sluppet ganske helskindet igennem Marvel-tunnellen, der de sidste mange år har spyttet den ene filmiske superhelt ud efter den anden. Selv om filmen på ingen måde er hverken original eller skelsættende, formår den ikke des mindre at suge din opmærksomhed til sig, så dens lange spilletid føles en del kortere. Skuespillet stejler enkelte steder, i ny og næ fremstår kulisserne en anelse sterile, plottet en smule forudsigeligt her og der, karaktererne ein bischen todimensionelle i det postulerede tredimensionelle univers og konceptet en smule letsindigt nu og da. Men ingen er perfekt som bekendt jo, og ingen af bristerne er så uoverkommelige, at det gør noget. I visse scener er sammenføjningen mellem CGI og almindelige optagelser samlet set helstøbt, i andre ganske malplaceret og kluntet. Især et par steder inde i filmen fremstår bl.a. de gigantiske frostjætter og deres kolde verden aldeles autentiske. Andre steder sidder man dog og tænker, at film helst ikke skal mime computerspil. Dog er det bestemt ikke noget, der ødelægger totaloplevelsen. I hvert fald ikke for den mindre perfektionistiske tilskuer.
3D teknologien bliver til gengæld gjort til skamme i Thor – hvorfor det er blevet en så indgroet del af nutidens filmbølge, undrer denne anmelder sig stadig over. Siden Avatars bombastiske 3D-eksperiment har noget nær samtlige action-pumpende eventyr sadlet op til tredimensionelle vyer. De fleste med meget lidt held dog. Heriblandt også Thor – denne anmelder bemærkede knap nok dette teknologiske input. Dog bemærkede hun den snigende hovedpine, som 3D-brillerne afstedkom.
Thor er en dramatiseret tegneserie på celluloid, velfortalt, velspillet og velinstrueret. Der er små intertekstuelle referencer til Iron Man og SHIELD-agenturet, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med i Iron Man, og som muligvis tilmed skal fungere som et spøjst markedsføringsskilt for den kommende The Avengers-film.
Indtil The Avengers rammer biograferne, må vi fornøje os med Thor, der er et buldrende, begivenhedsrigt blockbusterbæst med stort B, oplagt til ivrige popcorngnask og højlydte colaslurke en proppet fredag aften i Cinemaxx.
Men det er vel ikke så ringe endda …
