Skriv en kommentar
Majestætisk, knudret, episk, åndssvag, jaw-dropping…
Thor: The Dark World er en pærevælling af indtryk og udtryk, der vil få selv den komaramte patient til at hyperventilere. Det er en klodset historie, som er blevet udført noget så awesome - i mangel på et mindre awesome ord…
Majestætiske forklaringer
Malekith (Christopher Eccleston), en af mørkets elvere, vil underlægge universet i komplet mørke, ligesom verden var før De Ni Riger eksisterede. Det er nu op til Thor (Chris Hemsworth) at stoppe Malekith, før han udsletter alt, men han kan ikke klare fjenden alene. Thor må nu spørge sig selv: Er Loki (Tom Hiddleston) til at stole på?
Thor: The Dark World ligger sig i høj grad op af sin forgænger. Der indledes i begge film med en krigerisk montage, der uden tvivl er kraftigt inspireret af Ringenes Herre. Anthony Hopkins’ autoritære stemme fortæller om De Ni Riger før hans kongedømme og om hvilke rædsler hans forfædre har bekæmpet, som nu vender tilbage til Thors morskab. Selvom Hopkins’ stemme er stærk og autoritær, bliver forklaringerne lange og gentages utallige gange. Det er som om selv forklaringerne skal forklares, hvilket udgør første halvdel af filmen.
Et skelsættende fænomen
Som man kunne forudse, opstår problemet, da disse forklaringer senere hen bliver ført ud i livet. Den mest centrale idé i fortællingen er, at når alle Ni Riger står på linje i universet, bliver forbindelsen mellem dem så tynd, at man kan vandre mellem verdenerne. Det betyder, at Thor kan være i menneskenes verden det ene øjeblik, for derefter at skvatte ind i en Frost Giant i det næste, mens hans hammer flyver forvirret rundt i Asgård.
Helt generelt fungerer denne frie vandren mellem verdenerne som en udvidet deus ex machina, skiftevis til heltens og skurkens fordel. Instruktøren Alan Taylor får virkelig lov til at lege, men det er dog blevet en udbredt kliché, at når fantasy-film tilføjer så skelsættende fænomener, fungerer de ikke engang på filmens egne præmisser.
Det fantastiske opstår, når Taylor udnytter dette fænomen både til det åndssvage (hvor Thor og hans hammer ikke kan finde hinanden) og til at skabe konflikter, der får selv sommerfuglene i maven til at krumme sig sammen af spænding. For så meget som første del af filmen er et forklaringshelvede er anden del et jaw-dropping himmerige!
Guddommelig fortælleglæde
Thor: The Dark World overlever og triumferer på grund af kontekst. Denne film skal ses hvis man elsker Marvel-serien, for i forhold til dens forgænger og til The Avengers, fungerer denne film perfekt. Filmens handling og karakterer omfavner det faktum, at der er en hel verden uden for filmen univers, hvor Loki har været skurken i The Avengers og hvor Thor glemte at besøge Jane Foster (Natalie Portman), mens han var i New York.
Filmen overgår sin forgænger, der har fået det uheldige rygte, at den kun skulle laves, så man vidste, hvem ham den blonde fyr var i The Avengers. Thor: The Dark World kan til gengæld ses på lige fod med seriens øvrige film, og giver tilskueren appetit på mere. Det er især Loki, spillet af en magnetisk Tom Hiddleston, der er skyld i filmens stærkeste plot-twists', med sin magiske evne til at multiplicere eller forvandle sig selv til en anden karakter. Det munder ud i nogle ret komiske situationer, men i højere grad også nogle overraskelser, der vil få Marvel-fans til at falde af biografsædet.
Til tilskuere uden for Marvel-universet er dette ikke en særlig succesfuld film. Det er en solid actionfilm, og skuespillerne er rigtig godt castet, men det virker dog som om selv Odin er forvirret over handlingen, og replikkerne er ikke ligefrem Hemmingway. Det er ikke engang fordi denne film er en kæmpe action-brøler, men den har bare en guddommelig energi og glæde ved at fortælle. Det er fantastisk at se, og er man fan af Marvel-serien, vil man blive komplet opslugt. I forhold til Marvel og især i forhold til dens haltende forgænger, er dette en film, der når samme højder som den første Iron Man - og det siger ikke så lidt.
