Skriv en kommentar
Ret overraskende for nogle vandt Three Billboards Outside Ebbing, Missouri for nylig en Golden Globe for bedste film. Det sikre og forudsigelige bud havde nok ellers været enten Spielbergs The Post eller Nolans Dunkirk. Men netop dette uventede resultat i noget, der ellers næsten virker fastlagt på forhånd, er faktisk meget symptomatisk for filmen selv.
Beskrivelsen af filmens handling lyder ellers også som noget, der er velkendt nok til, at man hurtigt kan se, hvor det bærer hen. En pige er blevet voldtaget og myrdet i byen Ebbing i staten Missouri, og gerningsmanden er ikke fundet. Derfor køber pigens mor, Mildred, eminent spillet af Frances McDormand, pladsen på tre store reklametavler uden for byen, der spørger den lokale politichef: Hvorfor er ingen blevet arresteret? En moders sorg og vrede udstillet på store, røde, oplyste skilte. Det føles som om, der er noget symbolsk på spil her. Og det føles som om, at der her venter et velkendt drama, måske med en smule samfundskritik iblandet – for kritikernes skyld, I ved. Men denne følelse viser sig slet ikke at være dækkende.
Nuanceret og uforudsigelig
Lidt efter lidt viser filmen nemlig at handle om mere end et uopklaret mord. Faktisk er mordgåden slet ikke det interessante. Det er i stedet måden, mennesker handler på, og hvad der får os til at handle. Det lyder måske både banalt og bredt, og det ville det også være, hvis filmen ikke havde været så godt skrevet, spillet og instrueret.
Mildred er et slående eksempel på, hvordan sorg både kan diktere og frigøre vores handlinger.
Hun er på én gang utrolig hårdføre og handlekraftig og samtidig et stort ømt og åbent sår, der kæmper mod en overvældende magtesløshed og vrede.
Og denne kompleksitet præger alle filmens karakterer. Politichefen Willoughby, spillet af Woody Harrelson, er ikke en dum skid, der ikke laver sit arbejde, som først antaget, men en politimand, der ikke har flere spor, og som også har andre temmelig alvorlige ting i sit liv at tage sig af. Og hans kollega, Sam Rockwells Dixon, er ikke kun den uintelligente og voldlige politibetjent, som man forventer langt ind i filmen; han er også en person, der ikke har ro til at gennemskue konsekvensen af sine handlinger. Mildreds småvoldelige eksmand, der med sin sorte sportsvogn og 19-årige kæreste er én stor midtvejskrise, er også den eneste, der kan sige Mildred ærligt imod, og som muligvis bearbejder sin sorg en del bedre end Mildred.
Forklædt som helt almindelig
Denne stil fortsætter hele vejen igennem. Der sættes et billede op, der føles velkendt i tema, handling og persongalleri, og så gør den bare noget andet. Ikke det modsatte – det havde næsten også være forudsigeligt – bare noget andet. Giver en detalje, der nuancerer billedet. Giver en reaktion, der ikke er dikteret af genren. Giver et karaktertræk, der får os til at holde af dem, vi troede, vi skulle hade.
Alle disse kompleksiteter er pakket ind i filmiske ubemærketheder. Filmen er mere illustrativ end kunstnerisk filmet. Lydsiden er god, men måske heller ikke det første, man farer ud og lytter til igen og igen. Selv klipningen er temmelig upåfaldende, og filmens titel lyder jo som en eller andens googlesøgning. Men al denne almindelighed er også med til at samle filmen. Historien og karaktererne står stærk for sig selv, og de andre elementer ville bare have distraheret, havde det ikke været, som det netop er. Som publikum er man fanget hele vejen igennem på trods af, eller måske på grund af, al filmens almindelighed, der afdækker en ærlighed ved alle karaktererne. En almindelighed der lader os forstå alle karaktererne, også selvom vi egentlig ikke havde lyst til det.
Den film du skal se i år
Som det forhåbentlig kan aflæses af denne anmeldelse, er undertegnets begejstring næsten uden ende. Filmen er helt utroligt velskrevet med en dialog, der både forekommer ægte og urimelig morsom. Filmen leger med vores forventninger, vender dem på hovedet, bryder dem og bekræfter dem og drejer dem pludselig i helt andre retninger, så uforsonlig vrede på et øjeblik kan blive erstattet af uforfalsket empati. På samme måde ligger humoren hele tiden lige under overfladen og bobler uventet frem, så snart der bliver kradset i den.
Hele filmen viser, hvordan sorg og vrede gør os ude af stand til at forudse, eller bare gå op i, konsekvenserne af vores egne handlinger, og hvordan den derved skaber mere sorg og vrede. Men det er heller ikke bare en deprimerende fortælling om, hvordan vi holder hinanden fast i onde cirkler. Den viser også, at vores handlinger ikke er fastlagt og forudsigelige, og vi hele tiden gør ting, der går imod vores gode og dårlige forventninger til hinanden. Filmen er en stor nuance, og der aldrig opfører sig, som man tror, og på den måde føles den utrolig levet, som om det virkelig bare er et ærligt indblik i en lille by et sted i USA. Er man sparsom med pengene, og vil man kun se en film i år, så tør jeg allerede anbefale, at man ser denne – også selvom året endnu er nyt.
