Skriv en kommentar
Vibeke Brylds poetiske dokumentarfilm er et filmisk digt der øser af området Thys mytologi. Landskabet er fyldt med ånder, ellemænd og -koner, højfolk og havfolk, strejferen og mange flere skikkelser. Det gør Thy til et farligt sted at leve. Som den jyske fortællerstemme siger til sidst, så skal man holde sig til stien, for ellers er man fortabt.
Det lykkes Bryld at gestalte myterne. Og langt hen ad vejen fanges man af fotografen Lis Dyres billeder af landskabet men først og fremmest af de mange ofte mystiske, ja uhyggelige (nær)billeder af dyr, mennesker og skikkelser. Ikke desto mindre får man, som filmen forløber, en oplevelse af opvisning i myter uden at sammenhængen med mennesker og landskab slår igennem, man overbevises ikke om sammenhængen. Hvordan lever menneskene med myterne? Eller er intentionen snarere at skabe en film, et digt i egen ret, hvor mennesker, dyr og landskab er overladt til instruktørens mytologiske iscenesættelse? Sådan som det vel signaleres med filmens engelske titel ”Elsewhere”.
Intentionen er ikke klar. Det er synd, for produktionen er flot og lydefri teknisk set.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Bryld får indvævet den kristne tro repræsenteret ved gudstjeneste og nadver i det fri i de levende myter. Den ”rette” tro føjer sig på én gang til de farlige mytiske skikkelsers verden og skal også være et værn mod dem. Men ved Skt. Hans-festen hvor man brænder og synger det onde væk, ser det lille barn at et eller andet stadig er til stede (og fotografen ser, at barnet ser det!). Lige lidt hjælper de kristne ritualer og hedningebålet, i dette landskab er man fortabt, overladt til sin skæbne.
Filmens intensive arbejde med stærke nærbilleder og mystiske fænomener er imponerende men lukker ikke tilskueren ind. Vi forbliver tilskuere og bliver efterhånden mere og mere bekymrede over livet i Thy. Hvorfor overhovedet leve dér, når fiskere drukner, heste og svin dør og ellefolkene tager de små børn? Og, ja hvad vil det egentlig sige, at man skal holde sig strengt til stien gennem landskabet for ikke at være fortabt? Er det netop ikke uden for den slagne vej at livet leves?
Ingen skal komme og diktere kunsten noget som helst, heller ikke at den skal give håb, alligevel må man som tilskuer til ”Thyland” undervejs spørge sig selv, om denne opvisning i menneskets overladthed til åndernes daglige trussel ikke glemmer den fylde, den baggrund, den berigelse mytologierne kan være, når verden er på katastrofekurs (hvad den vel ofte er).
Man kunne også sige, at Vibeke Bryld skildrer et område i landet, hvor befolkningen affinder sig med deres skæbne; som en af fiskerne siger det: ´Vi håber bare, at vi vender hjem til dem, vi elsker´.
