Skriv en kommentar
Et sted i begyndelsen af det tyvende århundrede og langt inde i Indokinas dybe jungle, tumler en lille tigerfamilie bestående af far, mor og to brødre sig i et gammelt tempel blandt mosgroede statuer og sjove dyr. Alt er idyl indtil den hvide storvildts og lykkejæger Aidan McRory dukker op for at bringe så mange af de antikke statuer med sig tilbage til et vestligt marked som muligt. En af hans indfødte medhjælpere overfaldes af tigerfar som derfor dræbes og i løbet af kort tid er de to tigerunger vi skal komme til at kender under navnene Kumal og Sangha, skilt fra både deres mor og hinanden. Kumal bliver solgt til et cirkus hvor den under kummerlige forhold trænes til diverse hundekunstner. Sangha havner til gengæld hos den franske guvernørs søn Raul hvor han udfylder rollen som kælemis, indtil den dag den under en kåd leg skambider familiens hund og sælges til kongens menageri. Skæbnen vil dog at de et års tid efter mødes i en arena hvor det egentligt er meningen at de skal kæmpe til døden, kongens og tilskuernes fryd. De genkender dog hurtigt hinanden og sammen lykkedes det dem at undslippe tilbage til junglen, templet og deres mor med den samvittighedstyngede McRory i hælende, førend den afsluttende tekst toner frem på lærredet:
”A century ago, there were over 100,000 tigers like Kumal and Sangha living in the wild. Today, fewer than 5,000 remain. It is up to us, the tiger’s deadliest enemy, to ensure the survival of the greatest of the great cats, the last lord of the jungle.”
Jeg havde den store fornøjelse at møde instruktøren Jean-Jacques Annaud (ROSENS NAVN, BJØRNEN, ELSKEREN, SYV ÅR I TIBET, ENEMY AT THE GATES m.fl.) til en samtale på Hotel D’Angleterre hvor han i øjeblikket opholder sig, hvis han da ikke slentre rundt i Københavns gader, kigger på byen og besøger Tivoli, Louisiana, Nationalmuseet eller en af de små hyggelige restauranter i Nyhavn som han alt sammen kender så godt da han har været her i forbindelse med premiere på stort set alle hans film, for som han siger; ”København har alle de gode kvaliteter ved en storby og ingen af de negative.” Men han er også en meget venlig og sympatisk mand!.
Mødet forgik uden båndoptager og i selskab med en enkelt journalist fra en af landets formiddagsaviser. Men på den lille halve times tid den emsige pressechef havde stillet til rådighed, lykkedes det mig dog at lære filminstruktøren, for hvem det at lave film er en meget personlig ting og hvor det personlige udbytte er en væsentlig faktor, bedre at kende En filminstruktør der gennem sit tidlige arbejde med reklamefilm lærte at ”prisen for at lave noget man ikke kan stå inden for, simpelthen er for høj” og en privatperson og filminstruktør for hvem de instinktive og store essentielle følelser som han mener vi har til fælles med dyreverdenen og som han er både ”ydmyg og taknemmelig” over at være en del af, spiller en meget stor og gennemgående rolle. Alt sammen faktorer der ligger til grund for hans anden film om og med levende dyr og naturen i centrum!
Men selvfølgelig gik største delen af tiden med at tale tigere, træning af disse og hvorledes der blev brugt over 30 tigere i alt i løbet af denne film; ”Det er ligesom at filme med Brad Pitt, der bruger man jo også dobbeltgængere for ikke at udmatte stjernen før han skal på i nærbilleder.”
På mange måder var det ifølge Annaud både sjovere og mere udfordrende at filme med tigere end med bjørne, for ”bjørnen har grundlæggende kun to ansigtsudtryk medens tigeren har tusinde” og at få de rigtige udtryk frem på de rigtige tidspunkter var selvfølgelig et problem der skulle løses bedst muligt. Men ”at filme med tigere er lidt ligesom at filme med små børn. Hvis man skal have et barn til at se overrasket ud på film, så er den bedste måde at overraske det.”
Så i stedet for at bruge de mere åbenlyse metoder med at lokke dyret med et stykke kød, der så vil resulterer i at tigeren kigger efter sin godbid i stedet for ”at spille skuespil”, brugte man bl.a. samme metode som f.eks. Robert DeNiro bruger i sit skuespil: Method acting. Via forskellige tricks og rekvisitter sætter man simpelthen dyret i den følelse eller situation som en given scene kræver. To killinger ved en flodbred vil hurtigt begynde at dyppe tæerne ligesom de hurtigt vil begynde at trille rundt med en kokosnød eller kigge nysgerrigt op, hvis man vifter en hånddukke over deres hoveder. Typisk virker mange af disse tricks desværre kun en enkelt gang, da tigerne hurtigt vil lære at genkende eksempelvis hånddukken og dermed blive træt af den. Så praktisk taget alle scener med tigerne er one-take optagelser - der kan tage meget, meget lang tid at forberede!
Derudover har Jean-Jacques Annaud kun den dybeste respekt for filmens tigertræner og instruktør Thierry Le Portier som han også arbejdede sammen med på BJØRNEN og som han mener er begavet med den sjældne evne at kunne sætte sig ind i dyrenes tankegang, således at han mere bliver en slags naturlig ”dominerende han” frem for en traditionel domptør med kæp og gulerod.
TIGERBRØDRE er af amerikanske anmeldere blevet kritiseret for at udstyre tigerne med mere menneskelige følelser og hukommelse end man lige ville tillægge disse dyr. Og sådan havde jeg det rent faktisk også selv efter at have set filmen. Eksempelvis tager det ikke mange øjeblikke før de to brødre genkender hinanden i arenaen efter at have været skilt fra hinanden i over et år.
Denne kritik undre Jean-Jacques Annaud en del for som han forklare det, ikke kun viser ny forskning at vi hidtil har underkendt disse sider hos dyrene, men de fleste mennesker ville også tage det for givet at deres hund ville kunne genkende dem efter lang tids separation. Han lyser op i et smil da jeg fortæller at jeg selv er lykkelige katteejer, for det gør det lettere for ham at eksemplificerer hvordan jeg jo så i det mindste er udmærket klar over kattens vidtrækkende følelsesregister og glimrende hukommelse – hvilket jeg gir ham ret i. Hvis et rovdyr som en kat (der ikke lader sig domesticere så let som en hund) kan føle glæde, sorg og kærlighed ved et menneske den kender, hvorfor så ikke over for en racefælle … som Kumal og Sangha gør det i filmen?
Og ikke mindst så er denne film jo rent faktisk også ment som et godt og underholdende eventyr, samtidig med at den gerne vil vække opmærksomhed om de truede dyr og respekten for naturen generelt. Både den ydre og håndgribelige natur men også vores ”indre jungle” som Annaud siger.
Det volder mig virkelig svære kvaler at skulle sige noget dårligt om denne film trods det at den rent handlingsmæssigt ikke foretager sig meget andet end at dynge den ene kliche oven på den anden. Først og fremmest er det en yderst sympatisk historie med et mere end sympatisk budskab til os voksne og børnene der engang bliver det. De lige lovligt Disney-agtige tigere med deres lidt for menneskelige egenskaber er nævnt og de stereotype og todimensionelle menneskene i filmen er i følge Jean-Jacques Annaud et bevidst valg for virkeligt at sætte tigernes personlighed i relief. Fair nok. Men filmen er lang. De næsten to timer er omtrent ½ time for meget og moralen bliver skåret ud i så tykt pap at selv de mest tungnemme børn må kunne følge med og de fjollede scener har det med at blive en smule tja .. for fjollede, selvom man dog samtidigt trænger til dem når de indtræffer.
Hvis TIGERBRØDRE var en tegnefilm havde den på ingen måde kunne svinge sig op over de tre stjerner uanset hvor flot den måtte have været tegnet. Men det er den ikke. Ud over de naturligvis gennemnuttede tigerunger og deres majestætiske forældre er det en fantastisk flot fotograferet naturfilm, der sammen med den smukke morale ikke kan udløse mindre end fire små stjerner og en varm anbefaling til alle (børnefamilier) om at tage hinanden i hånden og gå ind og se på tigere.
Afslutningsvis vil jeg da også selv lige slå et slag for både tigere og andre truede dyr, ved at anbefale et kig på THE WORLD WILDLIFE FUND – WWF’s hjemmeside: www.panda.org
