Skriv en kommentar
Roberto Benigni er tilbage efter en lang filmisk pause siden Livet er smukt fra 1997, som han fik 7 oscarnomineringer for.
Tigeren og Sneen ligger indholdsmæssigt ikke langt fra Livet er smukt. Hvor livet er smukt havde sit politiske fokus på koncentrationslejrene under 2. verdenskrig, har Tigeren og Sneen sit politiske omdrejningspunkt på Irakkrigen.
Tigeren og Sneen handler om Attilio (spillet af Roberto Benigni selv) en kejtet digter i Rom. Han drømmer hver eneste nat om at blive gift med sin drømmekvinde Vittoria (Nicoletta Braschi). Vittoria er en virkelig kvinde, som arbejder for den berømte irakiske digter Fuad (Jean Reno). Hun er derfor i Bagdad, da krigen bryder ud og bliver alvorlig såret.
Attilio prøver derfor på alle tænkelige måder at komme til Bagdad og ender til sidst med at komme af sted under falsk dække som kirurg. Vittoria er på hospitalet, men da Irak er i krig,, har de hverken medicin eller andet udstyr. Attilio prøver derfor på mange opfindsomme måder at tænke kreativt for at redde Vittorias liv.
Filmens egentlig handling udspiller sig i Bagdad, hvilket splitter filmen i to. På den ene side en fin kærlighedshistorie imellem Attilio og Vittoria. Om tanken om den eneste ene, og en kærlighed uden en umiddelbar gengældelse. På den anden side rummer Tigeren og Sneen en lidt for tydelig moralsk pegefinger om forholdene i Irak under krigen.
På trods af at det er en sød kærlighedsfortælling bliver man alligevel aldrig helt grebet. Måske mest fordi at Attilio til tider overspilles og bliver en tand for karikeret. Hvor det i Livet er smukt fungerede suverænt med en overstadig far som forsøgte at skjule koncentrationslejrens rædsler for sin søn gennem historier, bliver det i denne film blot til en farce, som skaber en distance.
På trods af et overspillet skuespil er der scener som fungerer godt og som man husker. Drømmesekvenserne med brylluppet imellem Attilio og Vittoria er fyldt med poetiske citater, som er svulmende og overdådige, men som det til trods understøtter vanviddet i en forelskelse. Den naive kærlighed som Attilio nærer for Vittoria understøttes yderligere ved at han i drømmen optræder udelukkende i undertøj.
De effekts som er i filmen, som ikke engang kan kaldes speciel, som fx når Attilio kører i en bil, er så utilgiveligt dårligt lavet at det ikke kan tages seriøst. Vælger man at se hele sekvensen i Bagdad, som en lang drøm, kan effekterne til nøds tilgives.
At filmen i sidste ende alligevel ender på tre stjerner er udelukkende for de til tider velfungerende scener og kærlighedshistorien. Den politiske kritik er så tydelig og virker påtaget for at skabe en dybere ramme om filmen.
