Skriv en kommentar
En verden i undergrunden
Da jeg i foråret 2010 rejste rundt i det smukke fredfyldte land, Syrien, med nysgerrige og hjælpsomme mennesker, kom jeg også til den nordlige klassiske by, Aleppo – og bl.a. i min dagbog skrev jeg: Vi var ved den armenske kirke, hvor vi hørte om den kristne danske missionær, Karen Jeppe, som kaldes ”Vor Mor” og bagefter rundvisning på folkekulturmuseet med de smukke facader i den lille gård. Vi køber to brød hos bageren og to appelsinjuice – inden vi skal op ad trappen for at se det storslåede bygningsværk Citadellet, byens store vartegn. I suq´en møder vi Sebastian, som fortæller om de 10.000 små lokale butikker, og han grinende taler om salget til en butik i Nansensgade i København….. og jeg kunne blive ved, mens vi går tilbage til det gamle anerkendte Hotel Baron, som havde haft besøg af Agatha Christie, Th. Roosevelt og Lawrence.
Men filmen følger den unge syriske kvinde Al-Kateabs vej gennem et helvede af ødelæggelser, og det gåpåmod hun besidder for at demokratisere et land og rettigheder for det syriske folk. Hun begynder at læse økonomi i Aleppo i 2009, og møder i en alder af 20 år de første bombardementer af byen, og lægger sin kræfter i hospitalet under jorden, og filmer det hele med sin mobiltelefon – for at kunne dokumentere livets forbandelser, og hvor hun år efter møder lægen Hamza, som hurtigt bliver talspersonen ud af til gennem opråb til hele verden. De bliver forelsket og gift med stort bryllup i hvidt storslået brudeudstyr – som er den største kontrast til deres omverden i Aleppo.
Hun føder datteren Sama som filmen er tilegnet – og Sama er på arabisk næsten det samme som ordet ”himmel” – at se op til Gud – noget stort over os. Og de over 500 timers optagelser har hun sammen med filminstruktør Edvard Watts fra sin nuværende bopæl i London fået ned til 100 minutters gribende skildring af verdens vanvid – som vi også så det tidligere på året med den danske dokumentarfilmThe Cave fra et undergrundshospital i Østdamaskus.
Er det liv i hendes verden
Al-Kateab vil med sin banebrydende og på mange måder triste film dokumentere sammenbruddet med os som vidner. Selve titlen om himlen er tegn på håbet og vi skal mærkes af de russiske bombardementer af naboens huse, og se de døde kroppe blive slæbt hen af undergrunden med blodet som moderne gulvmalerier og massakren på uskyldige mennesker, ja vi ser de 100 lig ligge i blå plasticposer og den moder, der pludselig i sort kjole genkender sin egen søn, Mohammed: Dette er min søn. Tag ham ikke fra mig – en smerte som er uudholdelig at se på, og et af de lyse tidspunkter i filmen, er da Samas bedstemoder i slutning af filmen modtager en indpakket kakifrugt. Og én i filmen siger: Selv når jeg lukker øjnene, ser jeg den røde farve. Og som hun siger til sidst:Takket være Assad skal vi gøre ALT selv, og et leve et normalt liv i Aleppo er at gå imod regimet - mens de synger om ”vores døde er nu i Paradis”.
Der er ingen tvivl om, at filmens budskab når mere end ud til de folk, der i forvejen er imod Assad-styret, og bedst ville det fremme, hvis Putin ville se den og undskylde sine fejlangreb. Den fortjener et stort publikum for syrernes skyld, men også for folk i Hviderusland. Filmen humaniserer de almindeliges kamp i vanviddets byliv.
