Skriv en kommentar
Et uventet twist
Som dokumentarist forsøger man at skildre den virkelige verden, som den udspiller sig for øjnene – og kameralinsen – af én. Selv om man har en særlig agenda eller vinkling, kan uforudsete begivenheder vende op og ned på den film, man troede, man skulle lave. Pludselig er intet længere det samme.
Præcis dette skete for den norske instruktør Kari Anne Moe. Hun var i gang med at lave en film om fire politisk engagerede unge fra hver sit parti. Da filmholdet tog med 17-årige Johanne til hendes første politiske sommerlejr på den lille ø Utøya, havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvilken skelsættende og grusom handling, der ventede.
Breiviks bersærkergang
Køligt og konsekvent myrdede Anders Breivik 69 af de unge politiker-aspiranter på den isolerede klippeø. Filmholdet forlod øen få timer inden Breivik gik bersærkergang, men Johanne var der stadig. Det er hendes personlige og rystende gengivelse af begivenhederne, der er Til ungdommens uhyggelige højdepunkt.
Johanne fortæller om, hvordan hun fra sit telt kan se Breivik skyde løs på en masse røde sportstasker. Indtil det går op for hende, at det er hendes egne venner, der henrettes. Hun fortæller om, hvordan hun sammen med en veninde gemmer sig i en grøft under et militærgrønt regnslag, og herfra kan overvære Breivik likvidere en ung og forfrossen pige, der skriger og kaster op af smerte, inden livet rinder ud af hende. Hun beskriver Breiviks rolige, næsten maskinelle måde at bevæge sig på. Og hans uhyggelige måde at hviske til de talrige unge lig, efter at han har skudt dem. Til sidst lykkes det Johanne og en gruppe andre unge at flygte fra Breiviks inferno på en lille båd.
Alene denne fortælling er faktisk grund til at se Til ungdommen. Det er en skræmmende insider-beretning fra en ubegribelig begivenhed. Med Johannes fortælling får vi sat ord på noget svært definérbart.
Dokumentarisk scoop drukner
Når Til ungdommen alligevel ikke høster topkarakter, skyldes det, at Kari Anne Moe har fastholdt sit fokus på de fire unge og deres politiske udvikling med at skrive taler og hverve vælgere. Derfor skal vi desværre en time ind i filmen, inden vi når til den skæbnesvangre 22. juli. Her burde Moe have holdt en strammere fokus på den begivenhed, der ændrer – og ender med at dominere – hendes film så drastigt.
Det samme gør sig gældende efter massakren, hvor vi igen følger de fire naturligvis rystede unges forsøg på at genoptage det politiske arbejde op til det skolevalg, der nok oprindeligt var filmens klimaks. I kølvandet på Utøya er det svært som publikum at fokusere på de unges skolevalg og stemmesedler. Sammen med resten af Norges befolkning er de unge igennem en vanskelig bearbejdningsproces, og denne skildring af et folks evne til at vende en tragedie til en forsonende og samlende kraft, er gribende, beundringsværdig og vigtig at have med. Alligevel burde filmens samlede længde på næsten to timer være skåret mere ind til benet.
Om end det er beundringsværdigt, at Kari Anne Moe fastholder sig oprindelige udgangspunkt – historien om de unges politiske udvikling - så udvander hun desværre det dokumentariske scoop, som begivenhederne på Utøya unægtelig er.
