Skriv en kommentar
Den amerikansk-danske internationale stjerne Viggo Mortensen bevæger sig i et bredt kunstnerisk spekter; skuespiller, musiker, maler, digter, fotograf, instruktør og har med sin anden film begået et intenst mesterværk, som er en klog og underfundig fortælling om kompleks kærlighed, savn og overlevelse.
Mortensen har fra filmens første scene tillid til, at publikum er så velbevandrede i den klassiske Western-genre eller studio Westernfilm med indstuderede tegn og fagter, at han eksperimenterer og ’leger’ med genrens form og sprogbrug uden at miste greb om fortællingen. Han forsøger ikke at dekonstruerer eller genopfinde genren, men bruger formen som ramme om sin fortælling og dens konventioner til at skabe en anderledes dyb kærlighedshistorie. Indirekte pirrer den komplekse kærlighedsfortælling til aktuelle ligestillingsdebatter og verserende immigrant/udlændinge sager og filmen tager form som en slags moderne ”art-house western”, som er sat til at foregå i 1860’erne med det golde landskab og kaktusser og byens sociale samvær foregår på ’the saloon’ alias stamværtshus.
Filmen springer frem og tilbage i tid. Skudkampen som teknisk set er slutningen på filmen er i stedet katalysator, der for alvor sætter gang i handlingen, hvor Weston Jeffries (spillet karismatisk af Solly McLeod) rigmandssøn og den onde, utilregnelig skurk, træder ud af salonen efter at have skudt seks mænd. Han puster røgen væk fra sin pistol, retter på sin sorte hat og nynner en let melodi på en drillende måde og ridder ud af byen på sin sorte hest.
Fra den brutale massakrescene klippes til Vivienne le Coudy (spillet vidunderligt af Vicky Krieps med hendes naturtalent), som ligger på sit dødsleje. I febervildelse ser hun en ridder i skinnende rustning komme og redde hende. Næste gang hun ser ridderen, løfter han visiret for at afsløre hendes mand Holger Olsens øjne bag hjelmen (spillet med en ro og nænsomhed af Viggo Mortensen). Tredje og sidste gang hun hallucinerer og ser ridderen for sig, ser hun sig selv i rustningen som den franske helgeninde; en stærk og selvstændig Jeanne d’Arc. På hyperbolsk vis kan Vienne betegnes som sin egen frelser/redder/befrier, men forinden har hun måtte udstå og udholde nedværdigelse og respektløshed fra byens magtfulde mænd. Det er en beskidt, primitiv og korrupt by i Nevada ved navn Elk Flats.
Efter at vi kender Viviennes skæbne udrulles den komplekse kærlighedshistorie og mødet mellem de to immigranter. Hun, en robust og uafhængig fransk-canadisk pioneer og han, en omvandrende danskfødt tømrer, som er kommet til USA. Begge er stædige og hårdhudet. Han er stille, eftertænksom og blid. Hun er reserveret, viljestærk og handlekraftig. Der er varme og humor mellem dem, som spirer dag for dag, også da de slår sig ned i et ramponeret gammelt hus uden for byen Elk Flats mellem bjerge og ørken.
Omslagspunktet i fortællingen bliver Holgers opbrud, da han frivilligt melder sig ind i borgerkrigen for en sum penge, men også hans mandighed er på spil. Han ved, at han er en dygtig soldat. Der kommer til at gå seks til syv år før han vender hjem. I mellemtiden har Vienne skabt et liv for sig selv og sin søn.
Filmens kvaliteter er det langsomme tempo, den skarpskåret dialog, humoren og det usagte, hvor ord ikke rækker f.eks. da Holger accepterer drengen som sin egen søn. Vienne får fortalt Holger på en subtil måde drengens fæderende ophav at ”it was against my will, but he is my son”.
“The dead don’t hurt” formår at skabe en hårdfin grænse mellem det velkendte og det uventede med moderne æstetiske virkemidler og sprogbrug. Samtidig er det også et dybt bevægende og rørende portræt af en kompleks kamp for overlevelse i det gamle vesten.
