Skriv en kommentar
Der er gået 30 år siden rivalerne, Billy 'The Kid' McDonnen (Robert De Niro) og Henry 'Razor' Sharp (Sylvester Stallone) sidst mødte hinanden i ringen. Hjulpet af deres medie-hotte fjendskab var de dengang på toppen af deres boksekarrierer og skulle netop til at mødes i en tredje og afgørende kamp, den såkaldte Grudge Match, da Razor pludselig trak sig tilbage fra sporten uden videre forklaring.
Nu, halvfede og helsørgelige, bliver de overtalt af den opportunistiske, men til en vis grad godhjertede Dante (Kevin Hart) til endelig at få afgjort stillingen, og motiveret af henholdsvis nag og pengevanskeligheder giver Kid og Razor sig i kast med genoptræningen til den store fight. Interessen for pensionerede boksere viser sig imidlertid ikke helt så stor som forventet, så de to fjender må udholde et antal mediestunts i hinandens selskab, mens de foruden må finde sig i at lægge navn til latterlige virale videoer på Youtube – en side, ingen af de to "has beens" selvfølgelig kender noget til.
Et sølle forsøg på humor
Deres alder og den dertil liggende stereotype ignorance overfor alt moderne samt de konstante referencer til Kid og Razors mangelfulde fysiske tilstande er, i forlængelse heraf, skydeskive for de fleste jokes i denne næsten to timer lange affære. ”Jokes” er i den forbindelse måske en tand eller ti for venligt beskrevet, for der bliver højst trukket let på smilebåndende som resultat af filmens forsøg på humor, og i disse enkelte tilfælde skyldes det nærmere relativiteten til de resterende vittigheder, der generelt falder til jorden med et skuffende suk.
Hvad der gør dette så smertefuldt er netop, at filmen konstant prøver at være sjov, og de mange fejlagtige forsøg gør udholdenheden udmattende. Jeg havde håbet på nogle billige grin med denne komedie, men det bliver ærligt talt for billigt til at være andet en smule ynkeligt.
Floskelpræget drama
Heller ikke på de dramatiske kanter er der meget at komme efter i Tilbage i Ringen, og igen er det ikke af mangel på forsøg. B-historierne om Razors gamle kærlighed, Sally (Kim Basinger), der kommer tilbage i hans liv, samt BJ (Jon Bernthal), den voksne søn, Kid kendte til, men aldrig havde mødt og som ligeledes dukker op, er i og for sig fine nok. Det faktum, at Sally er BJ's mor føjer da også et lag eller halvandet til Razor og Kid's uslebne forhold, hvilket ikke gør filmen skade.
Men hvad der videre bliver gjort med disse historier er set før. For det første syntes Sallys (kvinden) funktion i to tredjedel af filmen at være at trygle Razor (manden) om ikke at stille op til boksekampen (gøre det modige) – hvilket er den mest brugte og mindst fantasifulde rolle kvinden påduttes i filmuniverset.
Men okay, lad os give den en udfasningsfase på 100 år mere så. For det andet ser Tilbage i Ringen endnu et otte-årigt barn, BJ's søn, der er kløgtigere end de voksne, hvilket ligeledes er ganske overbrugt og ligeså urealistisk. Endelig er det, mod slutningen, som om filmen godt selv ved, hvor kedelig den har været, og i et forsøg på at skabe nogle bump i den overhovedet ikke spændende spændingskurve derfor inkorporerer nogle halvhjertede dramatiske opsving, der blot virker banale og malplacerede.
Udmærkede skuespilpræstationer
Til trods for ovenstående er Tilbage i Ringen alligevel ikke nær så pinlig, som den nemt kunne have været. Både Stallone og De Niro har puttet kræfter i dette projekt, og det går ikke øjet forbi til trods for det middelmådige niveau, replikkerne ligger på. Sammen skaber de et par forholdsvis afrundende figurer, der, når alt kommer til alt, gør filmen nogenlunde troværdig. Og selvom Alan Arkin som Razors gamle træner, Louis 'Lightning' Conlon, får æren af at levere nogle af de lammeste punchlines, er han og Razors forhold ikke fuldstændig uden merit.
Alligevel ville det være en skam at sige, at Tilbage i Ringen er en værdig efterfølger til de boksetematiserede ikonfilm, Rocky (1976) og Raging Bull (1980), der hver især hjalp Stallone og De Niro med at etablere sig i filmens verden, og som vandt Oscar-statuetter for henholdsvis bedste film og bedste mandlige hovedrolle. Faktisk er det eneste af Tilbage i Ringen, der virkelig er værd at se, klippet ind i rulleteksterne. Dér gemmer sig to minutters ren komedie, for hvilke det er værd lige at holde instinktet nede til at skynde sig ud af biografsalen og gå hjem og sove.
Alt i alt er Tilbage i Ringen en Grudge Match, der nok var bedst ladt til fantasien.
