Skriv en kommentar
Tertius Coetzee ( Arnold Vosloo ) var politimand under apartheidstyret og plages nu af minderne om et ungt ANC-medlem, som han torturerede og dræbte. I forsøget på at opnå tilgivelse opsøger han drengens familie, men vækker i stedet en række følelser og fortrængninger, der sætter en eskalerende handling i gang. Familiens første indskydelse er at jage Coetzee væk, for hvem kan tilgive en mand der har dræbt en søn af familien ? Familiens to børn er imidlertid så opsatte på at få hævn over denne hvide morder at de iværksætter en plan, der med sikkerhed vil kunne bringen retskaffenhed til Pater Noster. De kontakter deres afdøde broders venner. 3 fyrer der sammen med ham lavede oprør dengang han blev dræbt under apartheidstyrets grusomme styre. Det bliver nu de 2 børns opgave at holde Coetzee, i byen indtil disse 3 hævende engle ankommer for at afsige deres dødsdom over deres vens morder. En opgave der kræver list og flere møder. Noget der ikke huer deres forældre. Ikke i starten i hvert fald. Men langsomt går det op for familien at tilgivelse måske nok er en levebar udvej hvis deres liv igen skal kunne fungere. For det er vigtigt at kunne tilgive for at kunne leve. Men forsoningen er svær og hævnen ligger hele tiden og lurer under overfladen. Det viser sig imidlertid at det ikke kun er den angrende politimand der må bede om tilgivelse for da de 3 venner ankommer kan han fortælle en grusom hemmelighed der ikke just falder i god jord hos de 3 tidligere oprører.
Tilgivelse er en smuk og rørende Sydafrikansk film, der er drejet over et tungt emne. Den har vundet mange priser ved festivaler over hele verden og nu er den endelig i Danmark, hvor den forhåbentligt får det publikum den fortjener.
Instruktøren Ian Gabriel har før været en ihærdig reklamefilms instruktør, men de hurtige klip er her lagt på hylden til fordel for de smukke og dvælende billeder der langsomt brænder sig ind i publikums erindring. Tilgivelse er en meget visuel smuk og betagende oplevelse. Farven er næsten trukket ud af billederne og de mange skæve vinkler og fortællermæssigt interessante klip afbryder flot de lange og inciterende totalbilleder. Der er aldrig noget popsmart over stilen, og man føler virkelig at der er tænkt over hver eneste farme, og det er måske lige netop derfor at Tilgivelse virker som en helstøbt og yderst seværdig oplevelse.
Skuespillet er i topklasse og de mange sydafrikanske skuespillere er overbevisende i deres roller. Arnold Vosloo er brillant castet som den angrende Coetzee, og er her langt væk fra hans sterotybe og karikerede rolle i de 2 fim om det Ægyptiske mumie. Det er en mindeværdig præstation der nok skal høste et par priser undervejs.
Efter at have kigget fortidens bæst i øjnene, lad os da lukke døren til fortiden – ikke for at glemme – men for at tillade, at vi ikke bliver fanger af fortiden. Citat: Desmond Tuto.
Disse vise ord afslutter Ian Gabriel,s lille mesterværk, og man kan sige at ærkebiskop Desmond Tuto, har så evigt ret. Men tilgivelse er en så mangfoldig størrelse og et så sårbart og følsomt emne. For hvad skal man være parat til at tilgive og kan alt tilgives ? Disse spørgsmål trænger sig på når man har set Tilgivelse, og det er bestemt værd at tænke over.
Jeg kan på det varmeste anbefale denne lille Sydafrikanske perle, og må næsten bede jer om, at gøre jer selv den tjeneste at se den. I vil ikke tilgive jer selv, hvis i ikke gør det.
