Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den eneste ene og den store dag er begge udtryk, som både din velmenende mor, dine kærlighedshungrende veninder og den amerikanske romantikindustri har serveret for dig, siden din navlestreg blev klippet over, og du blev til et rigtigt (forbrugende) menneske på denne store (forbrugerorienterede) jord. Idéen om, at der kun findes én derude i den enorme, mangfoldige verden, der i højde og drøjde, sjæl og tanke, smag og stil, temperament og boligindretning lige præcis matcher dig, har fascineret – i særdeleshed kvindekønnet – lige siden reklamebranchen blev opfundet.
Filmen Timer tager dette omdebatterede emne under sjov behandling og slipper hæderligt af sted med at sætte spotlight på et ellers så kvalmesikret materiale (Hvem sagde Bridget Jones?) …
Timeren er en revolutionerende dims, som mennesker, af fri vilje, kan få installeret på deres håndled, når de fylder 14 år. Den fortæller dig nemlig, hvor lang tid der er tilbage, før du møder den eneste ene! Stort set alle har en sådan nedtællende enhed på deres håndled og går altså rundt i velvidende salighed om, at de en dag ude i fremtiden vil møde denne someone special. Oona (Emma Caulfield) er snart i trediverne, ugift og bærende rundt på en timer, der ikke er gået i gang.
Det forholder sig nemlig sådan, at timeren kun tæller ned, hvis man er så heldig, at ens sjælefrænde ligeledes har fået monteret dimsen på. Ellers blinker den bare hjælpeløst som et digitalt vækkeur, ingen har gidet stille. Hun er desperat og trist, men mødet med den anarkiske Mikey (John Patrick Amedori) får pludselig vendt alle hendes grundmurede forestillinger på hovedet … en umage position, når man, som Oona, bedst har det med fødderne solidt plantet på jorden …
Den seneste ene eller den eneste ene
Timer er en både morsom, underfundig og interessant film om dét at søge kærligheden og finde den de mærkeligste steder, hvor man aldrig havde forventet at støde på den. Den handler om den svære proces, det er, at blive forelsket uden at ville det og blive forelsket i én, uden at kunne gøre noget ved det.
Filmen bæres langt hen ad vejen af sin sprudlende dialog, der åbenbarer manusforfatteren og instruktør, Jac Schaeffers vid og humor på bedste vis. At det er hendes debutfilm er der kun enkelte små skønhedsfejl, der lægger for dagen, for Timer er i det store og hele et blændende bevis på, at det ikke er nødvendigt med astronomiske Hollywood-budgetter og veletablerede stjernenavne på filmplakaten til at udtænke og udfolde en ægte, vedkommende historie med både kød på strimlen og saft i scenerne.
Skuespillerne gør det fremragende, og her må især fremhæves Caulfield, som vi bedst kender fra hedengangne Beverly Hills-dage, hvor hun spillede Brandons ambitiøse kæreste og kultserien Buffy, hvor hun også gjorde det som overnaturligt kærestemateriale for den kiksede Xander. Hun balancerer mægtigt godt mellem rørende og rå, skrøbelig og stærk. Derudover synes både hendes ømme relation med Mikey og det snart sårbare, snart forbilledlige søsterbånd med Steph (Michelle Borth) autentiske og engagerende. Det føles ikke som betalte skuespillere, der læser op af et færdigstrikket manus. Det føles som virkelige mennesker med spontane udbrud. Tommelfinger op for den finesse.
Det er samtidigt utroligt, hvor velassimileret timer-delen synes at være i filmens samlede helhed. Man tror fra starten af på denne spøjse opfindelse, og på intet tidspunkt i filmen tvivler man på dens plausibilitet eller løfter øjenbryn over en potentiel kunstighed. Dette er blot med til at stadfæste, hvor seriøst filmen forholder sig til sit oplæg, og hvor professionelt det bliver eksekveret.
Der er endvidere en nostalgisk 90´er feel over filmen, så man helt får lyst til at støve sine Dr. Martens af, sætte noget grunge på afspilleren, ikke vaske sit hår i en hel uge … eller to og i et anfald af popnostalgi råbe as iiif til enhver, der alarmerer ens irritationsklokker.
Timer tager et friskt perspektiv på den eneste ene-tematikken. For måske er det slet ikke så fedt at kende fremtiden på forhånd? Måske man går glip af en masse spændende kærlighedsomveje, brugbar kærlighedserfaring og uvidenhedens spænding, når man sætter nutiden på stand-by for at leve i fremtidens løfte om den eneste ene? Når Oona spørger: Do you think the TiMER actually works, or is it just a self-fulfilling prophecy?, er det ikke blot et simpelt spørgsmål. Det er også et retorisk spørgsmål.
Der er noget herligt Charlie Kaufman-like over filmen. Og det er i sig selv en KÆMPE anbefaling værd!
Another World Entertainment.
Ekstramaterialet består af en Making of, Bloopers, Trailer og diverse interviews ... meget informativt og spændende. 4 ON-Z stjerner herfra.
