Skriv en kommentar
Nu husker jeg ikke sidst, hvornår jeg er gået ud af en biograf og tænkt: Hvad vil filminstruktøren med den film? I starten er vi i sort/hvide filmstrimler rundt i krogede bilmotorer med dryppende oliedråber og rundt om rørene med slimede elektriske ledninger, til vi sidder i bilen med en tavs datter på bagsædet, og en far som er ved at falde i søvn på en øde landevej – han kigger i bagspejlet med kontakt til datteren, som begynder at sparke til forsædet, og han råber højt efter hende – da vi ser bilen ramme en vejspærring og næste billede på hospitalet med flere ledninger og rør – samt en indopereret metalplade i tindingen. En metalplade er tynd, har ingen sjæl, skal påvirkes af andre/andet.
Vi følger nu den storspillende Alexia, spillet formidabelt af Agathe Rousselle i voksenalderen med det ene drab efter det andet udført brutalt med det sorte hårspænde fra hendes lysopsatte hår, og flugt fra politiet, samleje med en bil i al offentlighed – årsagen til hendes titanplade – og hun møder en brandmand Vincent Lindon, som i al sin fortvivlelse over en forsvundet søn, Adrien, er på vej i piller og uhæmmet spiritusmisbrug. Men Alexia forklædes med kilometervis af tape og afklippet hår – til den nye Adrien, og forfører brandmanden, her spillet køligt af den kendte franske filmskuespiller Vincent Legrand, og den hårdkogte brandmand viser følelser – men de tyve brandmænd i kritiske opgaver har gennemskuet metalpladens manglende ærlighed. Og hans usikkerhed får ham også til at sige: Har du aldrig tænkt dig at sige noget?.
Filmen er fyldt med uhæmmede handlinger, som er chokerende og visuelt betagende – og aldrig set i nyere tid. Men vi fik en forsmag i Julia Ducournaus debutfilm fra 2016 Raw - hvor vi møder personer med samme navne Alexia og Adrien, hvor Alexia hopper ud foran en bil på en øde vej, og de kører ind i et træ. Den vegetarianske Justine begynder på uddannelsen med storesøster Alexia, hvor hun i en oversprøjtet klasse med blod – tvinges til at spise kaninnyre. En scene som kunne være med i Titane.
Titane er hele vejen uforudsigelig i sin opbygning med intense kameraskildringer – som var vi selv til stede og medansvarlige. Julia Ducournau fylder sine billeder med visuelle muskler og tunge hjerner, og blander blod og olie med kunstige flammer, som på steder virker lidt for uægte, men også pålagt overraskende musik – som da vi hører den spanske dansesang fra 1993: Macarena – om hvor din krop er at give dig glæde og god nydelse.
Filmen fik modigt Guldpalmerne ved dette års filmfestival i Cannes, der havde den amerikanske filminstruktør Spike Lee som leder – lavede bl.a. filmen i 1992 Malcolm X – men Julia Ducournau er blot den anden kvindelige filminstruktør, der sættes øverst i Cannes´ filmhistorie fra 1946. Og alle kan kun glæde sig til at se, hvad hun kan finde på næste gang med flere blodårer og olieledninger. Med et nyt grænseløst billedsprog.
