Skriv en kommentar
Da filmens første billede tonede frem på skærmen var det – til min store overraskelse – hverken skarpt eller særligt smukt. Den første scene var grynet og hjemmevideoagtig at se på, hvilket er utroligt atypisk for den amerikanske auteur Terrence Malick, der frem for alt er kendt som en uovertruffen æstet. Så atypisk, at jeg ikke ved første øjekast fangede, at det faktisk var hans film, der var gået i gang.
En visionær instruktør uden sidestykke
Forvirringen varer dog ikke længe, for snart erstattes den low-fi videoæstestik af krystalklare tableauer når tilskueren bliver taget på en svimlende (kamera-)tur til Frankrig, hvor filmens to nyforelskede hovedkarakterer, spillet af Ben Affleck og Olga Kurylenko, først møder hinanden. Det er ikke til at fatte hvordan, men det er lykkedes Malick og hans faste fotograf Emmanuel Lubezki at få Paris til at fremstå endnu smukkere og endnu mere romantisk end nogensinde før på film.
Ugengældt kærlighed
Sjældent har det været sværere og mere meningsløst samtidigt at sammenfatte selve handlingen i og meningen med en film. Den drejer sig om personer, der elsker uden at blive elsket selv – mennesker, som elsker andre mennesker, gud, naturen, men som ikke får noget igen. Filmen er, midt i al sin skønhed, gennemsyret af en følelse af længsel og uforklarlig utilfredsstillelse med tilværelsen.
Kunstfilm med stort K
Malicks umiskendelige visuelle univers er så overvældende i sin skønhed, at det fremstår som en slags simulakrum; som en forskønnet, oversanset udgave af den virkelige verden. Tree of Life og To the Wonder handler begge om de usynlige bånd, der binder skæbner sammen. Om tro, håb og kærlighed. Om alt mellem himmel og jord. Intet mindre.
Den associative fortællestil, det flakkende fokus og de sært søgende, retningsløse kamerabevægelser giver et unikt indtryk af at ”se for første gang” og en forfriskende følelse af, at meningen med filmen såvel som livet ikke er givet på forhånd. To the Wonder er filmens svar på Mont Saint-Michel; et underværk.
