Skriv en kommentar
Andendagstømmermænd
Det er aldrig let at følge op på en stor succes. Ikke desto mindre er det hvad instruktør Todd Phillips, sammen med resten af ulveflokken fra Tømmermænd i Vegas, forsøger, og denne gang er Las Vegas byttet ud med eksotiske Bangkok. Både hvad angår aftenen ingen kan huske og ikke mindst de efterfølgende tømmermænd. Men derudover er der ikke meget nyt at komme efter.
Ny vin på en ikke særlig gammel flaske
I Tømmermænd i Thailand er det tandlægen Stu (Ed Helms), der skal giftes med hans udkårne, og han har inviteret sine venner til Thailand for at deltage i brylluppet. Han frabeder sig sin polterabend, da han absolut ikke tør risikere en gentagelse af Las Vegas-skandalen to år tidligere. Han får da også sin vilje, men en enkelt øl (der jo aldrig kan skade) under den thailandske aftensol sender endnu engang Stu, Phil (Bradley Cooper) og Alan (Zack Galifianakis) ud i et opklaringsarbejde af Sherlock Holmes’ske dimensioner. Denne gang er det ikke Doug (Justin Bartha) der er væk, men derimod Stus vordende bruds lillebror Teddy.
Setuppet er dermed det samme som i den første film, og dette er tilfældet hele vejen igennem Tømmermænd i Thailand. Dette kunne have været et godt træk, hvis man tænker på den første films store succes, men giver desværre større anledning til frustration end genkendelig glæde. I den første halve time sker der intet, og man sidder bare og venter på, at de skal vågne op med gigantiske tømmermænd, så den ene vanvittige sekvens efter den anden kan udspille sig.
Med andre ord er årgang 2011 blevet hældt på en 2009 flaske, men smagen er langt fra nær så god.
Svage bipersoner
En af årsagerne til dette er bla. filmens bipersoner. I Tømmermænd i Vegas fungerede de som ekstra krydderi i en velfortalt historie, men her bliver de aldrig interessante - eller vigtigst af alt underholdende. Tigeren er erstattet af en munk med tavshedsløfte, babyen med en narkosælgende abe og en af den første films få svagheder, den flamboyante gangster Mr. Chow (Ken Jeong), har fået en endnu større rolle.
Hverken tatovøren (Nick Cassavetes), der udsmykker Stu med en Mike Tyson-ansigtstatovering, eller forbryderkongen Kingsley (Paul Giamatti), får tid eller materiale til at udfolde deres potentiale.
Et andet problem er, at Tømmermænd i Thailand ikke formår at udnytte sin location fuldt ud. Den åbenlyse kulturelle forskel mellem USA og Thailand burde i højere grad have spillet en rolle i udredningen af Teddys forsvinden. Denne kulturkløft bliver kun berørt ganske kort, og et møde mellem vores tre venner og nogle thailandske ladyboys er filmens ultimative latterklimaks. Men det er langt fra nok i forhold til hvor mange komiske situationer, man kunne have fået ud af dette setup med østen kontra vesten. I stedet vælger Todd Phillips, at benytte sig af både russiske narkohandlere, en mellemøstlig stripklubejer og den føromtalte tatovør der er amerikansk.
Ulveflokken
Det er dog stadig ulveflokken, der driver filmen, og det gør de godt. Især Ed Helms, der denne gang indtager lidt af en hovedrolle, er den af de tømmermændsramte, man føler mest med, når han gennemlever og genopdager den ene pinlige situation efter den anden. Han kæmper ligeledes med svigerfaderens velsignelse, og det er ham der, i første omgang, helst ikke vil have Alan med til brylluppet, af frygt for at noget skal gå galt. Derimod virker det lidt som om, at både Bradley Cooper og Zack Galifianakis kører en anelse på autopilot, og selvom de gør hvad de skal, når de aldrig samme højder som i den første film. Cooper er stadig den charmerende ”jeg-skal-nok-få-os-ud-af-det-her-rod” fyr, og Galifianakis er endnu mere underlig end i Tømmermænd i Vegas, hvilket i nogle tilfælde gør ham elskelig, men andre gange får ham til at fremstå alt for usympatisk. Det var netop den linje, han så fint balancerede på i 2009 og der gjorde ham til en af de mest eftertragtede komedieskuespillere.
Den samme film
Hvor Tømmemænd i Vegas var et charmerende og forfriskende bekendtskab i en genre, der desværre er domineret af halvdårlige Adam Sandler/Jennifer Aniston romcoms, er Tømmermænd i Thailand bare mere af samme skuffe. Og ja, den vil gå sin sejrsgang på boxofficelisterne verden over, men det fjerner ikke den dårlige smag i munden af at have set den samme film to gange. For her er tale om et produkt, der i så høj grad forsøger at please sine mange fans, at formlen fra etteren ganske enkelt bare er kopieret, og ikke bliver andet end en hård omgang andendagstømmermænd. Det er en skam, men også endnu engang et tegn på, at Hollywood nogle gange burde stoppe, mens legen er god.
