Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Tokyo Decadence” er noget så sjældent som en lavmælt, men yderst konfronterende film. I sig selv kan historien koges ned til at handle om den stille prostituerede Ai, hendes hverdag og søgen efter en tidligere kunde der har sat nogle følelser i gang i hende - men filmen er så meget mere end sit simple plot. I lange, udmattende scener er den en udstilling af moderne seksualitet, kønsroller og forbrugerkultur, et portræt af den moderne japaner og en meditation over tilskuerens rolle.
Der er kort sagt ikke så lidt på spil i Ryu Murakamis omdiskuterede og provokerende film der skabte ramaskrig i såvel hjem- som udland, da den udkom i 1992. De første 90 minutter er stort set bare den ene ydmygende og langtrukne portrættering af seksuelle fantasier efter den anden. Ai må underkaste sig kunder der vil iscenesætte århundrede gamle voldtægter, kvæles, sprøjte mystiske væsker ind i hendes krop og – i filmens mest imponerende scene – blot finde nydelse i det faktum at hun er en identitetsløs vare i deres husholdning. I filmens sidste fjerdedel er Ai blevet så fjern fra virkeligheden at filmen følger hende ud i en feberdrøm hvor hun jagter den ene kunde der nogensinde har sat positive følelser i gang i hende.
De seksuelle optrin er grafiske, detaljerede og yderst nærgående, men altid lavet med en sans for graciøse billeder og en velafmålt tilbageholdenhed. Og det er filmens mesterstykke. Balancen mellem pornografi og kunst er perfekt afbalanceret, med den uhyggeligt konfronterende stil som resultat. For selvom de ting Ai skal udsættes for er ydmygende, til tider rigtig langt ude og milevidt fra hvad man kunne kalde almen seksuel adfærd, så lykkedes det for Murakami at bibeholde erotikken. På den måde konfronteres man som publikum af sin opstemthed i disse frastødende situationer, en situation der bliver fordoblet i rollen som voyeur. Man kan tage afstand fra det eller man kan omfavne det, men man må selv træffe valget for Murakami rammer balancen mellem det tiltrækkende og det frastødende perfekt.
Det er udfordrende arthouse og det er absolut ikke for enhver, men når den er allermest velfungerende, så hører ”Tokyo Decadence” til filmkunstens superliga på samme måde som nogle af Pasolinis film gør det. Det er ikke en perfekt film og særligt til slut synes jeg det hele falder en smule fra hinanden. Uanset hvad så vil interessant være en underdrivelse i beskrivelsen af en af de sidste tyve års vigtigste, japanske film.
Billedsiden er i følge coveret restaureret, men alligevel ikke helt så flot som man kunne håbe. Der er tydelig pixelering fra tid til anden og farverne er en tand matte i det. Det er et typisk, japansk billedresultat, men alligevel ærgerligt i forhold til filmens flotte billedside. Lyden er fin uden at være ophidsende. Coveret påstår også at vi har at gøre med filmens fulde version – og jeg ville ikke forvente andet fra AWE – men den sagnomspundne 135-minutters version er her altså ikke tale om. De 113 minutter her er den længste udgave jeg har set udgivet nogen steder, men efter sigende skulle den endnu længere udgave altså eksistere.
Bonusmaterialet begrænser sig til en skuffende bio-filmografi over Murakami og et trailershow. Synd og skam, da meget mere interessant kan siges om filmen, dens produktion og historie.
Det er synd og skam med den teknisk noget haltende udgivelse og det manglende bonusmateriale. Filmen i sig selv er uden tvivl til fem stjerner, men udgivelsen som helhed kan kun få fire.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Another World Entertainment.
