Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er de film, man elsker at have set. Og så er det de, man ville ønske, at man aldrig havde set. Tony falder ind under denne sidste kategori.
Tony er en på overfladen kikset, stille mand, med et næsten tåbeliggørende, grinagtigt overskæg og slasket, fedtet hår, der alt sammen er med til at aftegne et fysisk billede af en sjusket, enlig eksistens. Ligeså mislykket hans ydre er, ligeså misformet er hans ensomme sjæleliv. Modbydelige voldsfilm og hyppige kig på storbarmede damer i gustne mandeblade er hans favoriserede fritidsbeskæftigelse. Lige bortset fra når han vandrer alene rundt på Londons snart neonoplyste, menneskesummende boulevarder, snart i dunkle, folketomme gyder, snart stille, snart larmende boligblokke, hvor den mest brugte engelske dialekt er den, der tilhører den laveste klasse.
Som forløsende intermezzoer i disse langstrakte vandringer, begår Tony grumme forbrydelser på de mange folk - de fleste af ret så dubiøs karakter - som han møder hist og her. Hans forbryder-cv tæller bl.a. et par gennemrå junkier, en tilfældig licensopkræver samt en kåd bøsse, som han samler op på et technopumpende diskotek. Mordene begår han nærmest i affekt, men med et stålsat ansigtsudtryk, som havde han ikke haft andet i sinde. Således folder selve filmen om enspænderen Tony sig ud på samme barske, uforklarlige måde, som hovedpersonen selv, der forbliver en ligeså anonym, fremtvungen skæbne, som den anonyme, forbifarende storby, som han frekventerer ene og observerende. Det er både voldsomt, vammelt og vulgært.
Psycho anno 2011
Tony er manuskriptforfatteren og instruktøren, Gerard Johnsons, første spillefilm, og denne jomfruelige tilgang til filmbranchen er ganske mærkbar. Først og fremmest oser filmen af en alt for indistinkt konception med det overordnede filmprojekt. Man sidder som tilskuer og føler en sær voyeuristisk væmmelse ved at være blevet inviteret indenfor i Tonys monstrøse verden, der er fyldt til randen af deformt selvhad samt en græmmende hæslig udstødelse fra omverdenen, der på sin vis antager ligeså groteske former som Tonys lurende sindssyge. Samtidigt sidder man og fornemmer, at filmen hverken fremelsker, foragter eller fordømmer sin sjæleligt misdannede hovedperson. Den er en neutral observatør, der dog alligevel ynder at fokusere på den sortsynede side af Tonys mørke natur.
Der er en mærkværdig atmosfære af tom intethed, som betragtede man blot udhulede projektioner af virkelige mennesker, og altså ikke rigtige mennesker. Denne følelige kunstighed anlægger en vis distance i filmens egen måde at orkestrere sin ekstreme historie på, ligesom seeren selv mærker denne stærke distance som en stikkende ligegyldighed over for det sete. Altså lige bortset fra når man bliver direkte frastødt over Tonys afskyelige sind og omverdenens ligeså barbariske natur, der snart skikker sig som arrogant nonchalance på socialrådgiverkontoret, når Tony er inde for at få en truende reprimande over sin lange arbejdsløshed; snart kommer i form af et skændende ægtepars lurvede kommentarer, når Tony kaster lidt for mange nygerrige blikke i deres retning.
Der er ingen regulær fremdrift i filmen, ligesom der heller ikke er nogen udvikling i Tonys karakter. Derimod synes filmen at gå i genkendende cirkler, der meget hurtigt bliver for rundtossede at køre rundt i. Filmhistorien har jo altid næret en makaber forkærlighed for seriemorderes ofte komplekse natur, og adskillige film har forsøgt at synke dybere ned i deres åndelige afgrunde, ofte med blandede resultater til følge. Psycho (1960), Henry: Portrait of a Serial Killer (1986) og Se7en (1995) er nogle af de mere fikse forsøg på at spore sig ind på seriemorderens inderste væsen og gennemgående tankemønster. Et skræmmende sted midt imellem Norman Bates´ kendte A boy´s best friend is his mother og John Does selvudleverende It seems that envy is my sin foreligger ikke alene en brutal afdækning af deres skæve eksistenser, men tilmed en potentiel tragisk forståelse for deres rystende sind og yderliggående motiver.
Tony mangler fuldstændig denne facetterede vinkel, men vælger i stedet at gnaske i et fortygget socialrealistisk kødben, der lugter lidt råddent af lurvet seriemorder-tematik. Det går ikke så godt i spænd, og derfor fremstår filmen mere flakkende og ufokuseret end egentlig gennemtænkt. Derudover kommer filmens generelt indifferente ånd konstant til syne og sammenblandet med den gennemtrængende klamhed, der omgærder hele produktionen, får man stukket et ualmindeligt uappetitligt miskmask ned i halsen. En hals, der sitrer af kraftige opkastningsfornemmelser.
Sig nej til stoffer! Sig nej til atomkraft! Sig nej til flere Paris Hilton BFFs!
Og nu også – sig nej til Tony!
Another World Entertainment.
Ekstramaterialet byder på to kortfilm - den ene er bl.a. en forkortet film om Tony med de samme skuespillere, og faktisk er kortfilmen langt strammere i produktionen og derfor bedre. Den anden kortfilm omhandler en aktiv tasketyv, der gør et forfærdeligt fund. Der er derudover enkelte trailers, ligesom der er et par filmstills.
Det er underholdende nok, uden at være overvældende.
3 ON-Z stjerner herfra.
