Skriv en kommentar
Tori (spillet af Pablo Schils) er en dreng fra Benin omkring de 10-11 år og som kører på en cykel, der er halv så stor som ham og Lokita (spillet af Joely MBundu) er en ung kvinde på omkring de 16-17 år fra Cameroun, som bærer på umenneskelige hændelser, som hendes vemodige øjne afslører. Tori og Lokita kalder hinanden for lillebror og storesøster. Biologisk er de ikke, men følelsesmæssigt har de skabt et uerstatteligt venskabsbånd, som er langt stærkere end at være biologiske søskende eller familie. Deres venskabsforhold, som konstant kommer på prøve i Belgiens farlige underverden er ’kittet’ og det bankende hjerte i det stramt og yderst velkomponeret socialrealistiske drama skabt med en nøgternhed og et politisk budskab som kun de belgiske Dardenne-brødre (Jean-Pierre og Luc) kan og tør. Instruktørerne, Jean-Pierre og Luc, praktiserer og holder fast i deres egen gennemførte stil med håndholdt kamera og casting af amatørskuespillere hentet fra virkeligheden. Det samme gælder deres filmiske virkemidler, som i årevis har hvilet på dokumentargenren, fordi de dokumentariske træk giver den mest autentiske effekt. Med ”Tori og Lokita” bliver det socialrealistiske drama næsten mere virkelig end virkeligheden og sender i den grad chokbølger igennem publikum med en stigende suspense fra begyndelse til slutning. Der er intet overflødigt på hverken fortælle- eller billedsiden, alt er skåret ind til benet.
De to hovedrolleindehaveres samspil er ubesværet og naturligt og begge spiller fænomenalt. Og som vanligt sætter Dardenne-brødene publikum ’in-media-res’ med et håndholdt kamera og med close-ups bliver vi placeret midt i dramaet og i en nervepirrende situation med Lokita. Hun er til forhør, hvor hun bl.a. skal bekræfte, at hun er biologisk søster til Tori for at kunne få opholdstilladelse i Belgien ligesom Tori. Under hele forhøret er der ultranær-close-up af Lokitas ansigt og med et mindre rystende håndholdt kamera end i Dardenne-brødrenes forrige film. Det digitale kamera giver en stabilitet og elegance i billedet og knap så omtumlet og rystende som i tidligere film. Filmen er taget i cirka 100 skud og mange af scenerne er taget i ét skud, hvilket er imponerende med de to hovedrolleindehavere. I midten af filmen er der et langt skud/’take’, som følger den stigende suspense både fysisk og psykisk i særligt Lokitas hoved. Vi befinder os i bunkeren med marihuana-planterne, som Lokita skal vande og passe. Hun er blevet indespærret i bunkeren for tre måneder for at kunne opnå illegale papir på opholdstilladelse i Belgien.
Replikkerne og det stramt komponerede socialrealistiske drama foregår i nutid, hvilket får presset og stressen, som Lokita og Tori konstant er under til at sætte sig mærkbart i publikum. De har ikke den luksus at se sig tilbage eller fremad, men løse eksistentielle problemer ’her-og-nu’ , fordi de er under tidspres og er ved at løbe tør for penge og er omgivet af mennesker om det er Belgiens narko/sexunderverden, menneskesmuglerne, Lokitas moder hjemme i Cameroun, alle udnytter, dømmer og misbruger dem. Ingen vil i sidste ende kende ved deres eksistens.
Nogle af de bedste scener i ”Tori og Lokita” er når de i et kort splitsekund opfører sig som børn/unge. Den mest bevægende og rørende scene er, hvor de synger Angelo Branduardi’s ”Alla Fiera Dell-Est” fra 1976, som de lærte i en siciliansk flygtningelejr og hvor de fandt hinanden. Budskabet med ”Tori og Lokita” fra Dardenne-brødene står skarpt og slår hårdt. Afrikanske immigranter kæmper en ofte tabt kamp i bl.a. vestlige lande, som foragter dem for deres hudfarve, nationalitet og fattigdom. Dardenne-brødrene vil chokere deres publikum og have dem til at stå op for verdens stigende ulighed, uretfærdigheder og fattigdom, især når det går ud over børn, som er vores allesammens fremtid.
