Skriv en kommentar
Frekvensen af nyfortolkninger (læs: genindspilninger) og fortsættelser i Hollywood har de seneste år ramt et hidtil uset niveau. Med denne sommers The Amazing Spiderman, som i bund og grund fortalte samme historie som Sam Raimis kun 10 år gamle original, blev spørgsmålet om nødvendigheden af især førstnævnte bragt på banen igen. Nu får vi så endnu engang muligheden for at sammenligne nyt med gammelt, med Len Wisemans nye udgave af Schwarzenegger kult-klassikeren Total Recall.
I en relativt nær fremtid har kemisk krigsførelse lagt det meste af jordkloden i ruiner. Kun to steder på planeten er stadig beboede: Englands Forenede Stater og de mere eller mindre underlagte Kolonier (Australien). Transporten mellem disse foregår på tværs af jordens kerne i det såkaldte ”Fall” – en ultimativ elevator med tyngdekraftsskift og hvad der ellers hører til. Heri pendler den uforløste Douglas Quaid (Farrell) mellem hjem og arbejde, alt imens han bogstaveligt talt drømmer om mere. Da han hører om Rekall, et slags virtual-reality rejsebureau hvor oplevelsesminder plantes i hjernen, bliver fristelsen for stor. Noget går dog, øjensynligt, galt og Quaid befinder sig pludselig på flugt fra den Britiske stat og dens magtfulde leder, kansler Cohaagen (Cranston). Hvad er virkelighed og hvad er drøm?
Hvor Paul Verhoevens original pendlede mellem Jorden og Mars, og generelt sprudlede af skævhed, farver og politisk ukorrekthed, begiver Wiseman sig ud på en noget mere jordnær og stilistisk kold ”drømmerejse”. Tænk Minority Report møder Blade Runner og du har allerede set det meste. Dette er som sådan ikke en negativ sammenligning, hvis stilen så suppleres af interessante karakterer og god action, men dette er bare slet ikke tilfældet. Smukke, men flade mennesker springer fra den ene afsats til den anden, kun for momentvis at afbryde hinanden med ligegyldige udbrud og floskler.
Især filmens første tredjedel lider under haltende dialoger, hentet fra hvad der kunne ligne en doven manuskriptforfatters hånd. Kun Kate Beckinsales Lori får noget der minder om originalitet ind under huden, og hun fremstår da også som den eneste der rent faktisk har moret sig lidt med sin rolle. Filmens resterende cast kan ikke klandres for ikke at levere, deres karakterer er bare så blottet for dybde og alt for selvhøjtidelige til, at man orker at involvere sig i dem.
Når så action-sekvenserne ej heller tilbyder noget nyt under solen, ja så keder man sig altså en smule. Det er flot at se på, men svært at holde af.
Generelt fremstår Total Recall anno 2012 som et flot men mislykket forsøg, blottet for ambitioner om at tilføre nogle former for dybde til en allerede fortalt historie. Jovist, en snert af økonomisk/politisk allegori kan der vel læses ind i forholdet mellem de to civilisationer, men måske der her skulle prioriteres lidt mere til skuespillernes fordel, således at os i biografsædet også har nogen at holde med/af. Og så må man altså bide sig i tungen af ærgrelse over, at Wiseman næsten fuldstændig negligerer hele drøm/virkeligheds-aspektet i sit plot. Kun i en scene, i øvrigt filmens bedste, bruger Wiseman aktivt Quaids tvivl om hans sindstilstand som en del af plottets videre udvikling.
Wiseman ville formentlig gerne have sin film bedømt på egne meritter, og han er da også gået til visse ekstremer for at forsøge at differentiere de to. Men når alt kommer til alt, er det den samme historie fortalt igen, minus originalens humor, dens skæve karakterer og til tider vanvittigt underholdende eksplicitte vold og splat.
