Skriv en kommentar
Vi lægger ud i 1944, hvor Tove i familiens skød tegner sine små trolde, mens hendes berømte far, skulptøren Victor Jansson, kritiserer og bagatelliserer det, hans datter kan. På intet tidspunkt, mens han er i live, anerkender han hendes talent, hvilket hun kæmper med hele livet.
Tove (Alma Pöysti) er egentlig ganske undseelig, både af udseende og af væremåde, og det er lidt tilfældigt, hvor livet fører hende hen. Hun har en beundrer, kæreste, men hun har svært ved at gengælde hans store kærlighed til hende – blandt andet fordi hun bliver meget fascineret af en kvinde, Vivica Bandler (spillet forrygende af Krista Kosonen).
Vivica er dramatiker, ’a dark, tall stranger’ i kvindelig udgave, imponerende og en smule frygtindgydende i forhold til den sarte, lyse Tove. Men hun er også en, der har svært ved at binde sig, og tidens frigjorthed i kunstnermiljøet har følelsesmæssige omkostninger hele vejen rundt. Vivica Bandler kan se mulighederne i Toves tegninger af mumitroldene, og hun bliver Toves springbræt til, at de bliver vores alles fælles kulturarv.
Styrken i filmen Tove er kærligheden snarere end et kunstnerportræt. Vi føler den uudtalte længsel, sorg, tiltrækning og forbundethed helt ud i salen, når Tove og Vivica ser på hinanden eller når Toves kæreste Atos sørgmodigt tager sig omsorgsfuldt af Tove. Til gengæld er det svært helt at relatere til figuren Tove, som ikke rigtig inviterer os ind. Det giver en ubalance, at vi mere eller mindre forbliver betragtere til Tove, og det håndholdte kamera gør ikke, at identifikationen lykkes. Tværtimod virker det mere som et stilbrud i forhold til den fåmælte, tankefulde stil, der ellers præger filmen. Men på det følelsesmæssige plan fungerer filmen som et fint portræt af en kvindelig kunstner, der kæmper for at blive anerkendt for det, hun kan, og ligeledes for plads til sin personlighed og sin tiltrækning til både mænd og kvinder.
