Skriv en kommentar
Handlingen i dokumentar-animationen er bygget op som en rammefortælling. Et radiointerview fra september 1974, to år før hendes død, danner rammefortællingen i dokumentar-animationen. Der klippes ubesværet og nærmest poetisk/musikalsk mellem de tegnede, todimensionelle figurer og et tv-klip hentet fra DRs arkiver, som hedder ”De evige tre” fra 1942. De tegnede figurer i radiointerviewet er alle ansigtsløse. De forestiller Tove Ditlevsen og to journalister.
Radiointerviewet er optaget på spolebånd. Tonen i interviewet er morbidt og sarkastisk tenderende til at være ondt med en dybt alkoholiseret Tove Ditlevsen. Den kvindelige journalist skænker vin op og siger: ”Skulle vi sige skål og tak for den dejlige hvidvin og så må det vel være os (de to journalister) til at komme med en flaske om et øjeblik”, hvortil Tove svarer: ”Det vil være en smart idé”. Den mandlige journalist siger på en irettesættende måde til Tove, at hun jo har skrevet sin egen nekrolog, men i virkeligheden burde hun jo ændre i den fra år til år for der sker jo så meget i hendes liv. Begge journalister taler nedladende til hende, ydmyger hende hele interviewet igennem og fortæller, at hun ingen betaling får, men vin. Det er Tove Ditlevsen, som får interviewet gjort 'levende' og skarpt med hendes rå humor og skarpe poetiske formuleringer. Det får journalisternes uprofessionalisme til at træde endnu tydeligere frem i radiointerviewet. Journalisterne slår stemningen og tonen an med falske forudsætninger om at udstille Tove og får hende til at levere absolut alt fra hovedstolen og mere til.
Dokumentar-animationen indledes med digtet ”Dødens ånde” fra digtsamlingen ”Pigesind” fra 1939. Især vers 3. fortæller om Toves Ditlevsens indre og ydre tilstand i 1974. Hun læser op:
3.
Kom alle gode tanker
De blide og de rene
At ikke jeg skal være
Så bange og alene
Tove Ditlevsen vidste fra en tidlig alder, at hun vil være berømt. Hun havde en indre trang til at udtrykke sig og det blev i digtform fra omkring 10 årsalderen. I tv-interviewet fra 1942 taler Tove med tv-værten om, at hendes minder i højeste grad er grundstoffet i tilværelsen, som hun trækker på, når hun skriver og ’især barndommen…man øser af’. Tove siger, at hun ikke er ked af sin barndom og tilføjer, at:” ...vi havde da ikke skyklapper på, der var da et stykke virkelighed”.
I sin dagbog skriver hun til sig selv, for sig selv og om sig selv. Dagbogen hedder Esther og det er særligt, når hun er indlagt, at hun får ro til sine bekendelser og refleksioner. For eksempel: ”Kære Esther, vi befinder os igen på Sct. Hans hospital, kærlig hilsen din hengivne Tove”. Indlæggelserne blev hendes åndehuller og gav hende ro til at tænke og skrive og være sig selv. Væk fra forpligtelser, børn og de respektive ægtefæller. Tove troede ikke på kernefamilien, hvilket hun udtrykker klart og tydeligt: ”Jeg er sat i verden for at skrive bøger ikke for at forplante mig”.
Tove Ditlevsen drev rovdrift på sit grundstof: Minderne, barndommen og sine medmennesker og lod aldrig sit ’indre liv’ restituerer. Hun kom til at gøre vold på sit ’indre liv’ i en sådan grad, at hun kom til at destruere sit grundstof og tog sig selv med i faldet.
Hun var familiejournalens brevkasseredaktør frem til sin død den 7.marts 1976 og fik til dagsdato den største folkelige begravelse en forfatterinde i Danmark har fået.
Dokumentar-animationens titel ”Tove i stykker” udtrykker forfatterindens indre/ydre liv og mentale tilstand i overført betydning og fysisk forstand. Det blev en lang deroute, som hun var sig fuldstændig bevidst om, og som fik hende til at udtrykke selvironi, visionære tanker og skarpe poetiske formuleringer både i forfatterskabet, brevkassesvar og i interviews.
Instruktørerne Peter Lopes Andersson og Sami Saif har bidraget med en intelligent og anderledes kunstnerisk vinkel på Tove Ditlevsens liv og levned. Og slutter smukt af med begravelsen på hendes Vesterbro i København og med Tove Ditlevsens egen speak henover over begravelsesceremonien, hvori hun siger ironisk og menneskeklogt: ”Grænsen er tynd mellem det patetiske og det trivielle”.
