Skriv en kommentar
Med varm humor og en seriøs holdning til et svært emne, sender instruktør Duncan Tucker sine stjerner Felicity Huffman og Kevin Zegers ud på en fantastisk skuespil præstation.
Bree (Huffman) er transseksuel og sparer alle hendes penge sammen for at få en længe ventet kønsskifteoperation der skal gøre hende til det hun altid har villet være. En rigtig kvinde.
Skæbnen smider dog den hidtil ukendte søn Toby (Kevin Zegers) i vejen for hendes planer. Toby er resultatet af en kikset affære, tidligere i Bree’s heteroseksuelle liv, og den nyfundne søn er ved at rode sig ud i et liv som trækkerdreng. Bree må leve op til sin faderrolle og hjælpe sønnen ud af fængsel. Dog helst uden at han ved hvem Bree i virkeligheden er. Her starter så denne hjertevarme og gribende komedie om det gamle emne, fædrer og sønner, på en helt ny måde.
Bree får sønnen i sin varetægt uden større problemer og beslutter at tage ham med på en køretur til Los Angeles. Toby tror at Bree er en kristen godgører som vil hjælpe og Bree opklarer ikke misforståelsen. På vejen gennem USA’s heartland vil hun overlade Toby til hans stedfar. Denne plan går dog ikke helt som ventet. Toby’s far er for det første ikke helt hvad hun forventede og Toby har desuden sine egne planer, om en karriere som pornostjerne i det (knap så) glitrende Hollywood.
Felicity Huffman (Desperate Housewives) gør det fantastisk som den transseksuelle Bree. Hendes sminke og mimik levner ingen tvivl overhovedet om at hun er en mand der vil være kvinde og man kommer næsten til at holde af hendes mandhaftige, men yderst feminine, stemme filmen igennem.
Kevin Zegers (Dawn of the Dead, Wrong Turn) har mange film bag sig og den her vil bestemt ikke skade hans karriere. Han ligger i denne film krop til scener som næppe ville dukke op i en almindelig Hollywood film og leverer en troværdig og medrivende præstation som den plagede Toby.
Duncan tucker har både skrevet manuscript og instrueret denne mesterlige fortælling og det kan kun love godt for hvad vi kan vente af ham i fremtiden. Tucker ligger ikke fingrene imellem når han, filmen igennem, begiver sig ind i forskellig kontroversielle områder og resultatet er en meget nuanceret film, fyldt med spændende karakterer som man bare må lære nærmere at kende. Alene Bree’s far, mor og søster indeholder nok stof til deres helt egen tv-serie.
Transamerica bevæger sig på en hårfin grænse mellem at være et drama og komedie. Men den falder aldrig til dramaets triste dybder, hvilket man ellers kunne forvente med filmens tema. Ligeledes fremstår filmens humor på en varm og værdig måde. Bree er jo transseksuel og ikke transvestit.
