Skriv en kommentar
Jeg ville så gerne have været vild med det. Men hvorfor skal de være så overgjort? Transcendence tager et ellers udmærket plot og løber ud over stepperne med det, indtil det eneste man kan se af idéen er en fjern støvsky i horisonten. En støvsky, der er lavet er glitrende nano-partikler.
Okay, så Johnny Depp spiller den her gut, Will Caster, der ud over at gå rundt og være sådan lidt afslappet lækker (han er jo Johnny Depp) også er den hotteste forsker i kunstig intelligens. Sammen med sin kone, Evelyn (Rebecca Hall), som også er en eller anden form for akademisk vidunderbarn (hvad hun faktisk forsker i står ikke heeelt klart), har han konstrueret en computer ved navn PINN (Physically Independent Neural Network), der ikke bare perfekt simulerer menneskelig tanke og tale, men er selvbevidst og følende.
Antitech-terror og kunstig intelligens
Nåh, men det er altså ikke alle, der er lige vilde med den her supercomputer, PINN. En antiteknologisk terrorgruppe har set sig sure på alle, der arbejder med kunstig intelligens, og de dræber en stor del af de førende forskerteams. Will selv bliver strejfet af en kugle og synes i første omgang sikker, men ak og ve: Kuglen indeholder det ekstremt radioaktive stof polonium (som åbenbart er et populært mordvåben blandt anti-techere så vel som russiske agenter), og han får at vide, at han kun har to uger tilbage, før han dør af strålesyge.
Det er der jo ikke meget sjov ved, så Evelyn – brillant forsker i et eller andet ubestemmeligt område, som hun er – beslutter sig for at prøve at uploade hans bevidsthed til PINN. Som sagt, så gjort. Will bruger sine resterende dage på at sidde med ledninger i kraniet og indtale hele ordbogen, så computer-Will også kan sige noget. Selvfølgelig lykkes projektet, og da Will dør, popper han op på skærmen (okay, så let går det selvfølgelig ikke, men der skal selvfølgelig også lidt dramaturgi på drengen).
En supercomputers motivation
Hvis du nogensinde har set en film om kunstig intelligens og supercomputere før, så har du sikkert en udmærket idé om, hvordan tingene udvikler sig herfra. For det er aldrig nok for manuskriptforfattere, at computere med bevidsthed bare er nogle flinke typer, der lige giver en hånd med opvasken og løser nogle medicinske gåder. Situationen her er selvfølgelig lidt anderledes, for vi har ikke kun at gøre med en supercomputer. Vi har at gøre med en menneskelig bevidsthed, der er blevet uploadet til en supercomputer.
Men det forhindrer ham ikke i at blive creepy og manipulerende i bedste HAL-stil. Ethvert normalt menneske ville bruge en sådan mulighed til at streame kattevideoer i resten af sin digitale evighed (den film ville jeg, indrømmet, endnu mindre gide se end Transcendence). Men Will Caster vil… ja, hvad vil han egentlig? Han lægger ud med at overføre en helvedes bunke penge til Evelyns konto, så hun kan bygge et underjordisk (selvfølgelig!) laboratorium under en lille degeneret flække midt i ørkenen. Og så går han ellers i krig med at udvikle nano-teknologi, medicinsk superudstyr og menneskehybrider til den helt store guldmedalje.
Menneske eller ej?
En helt central del af filmens plot er spørgsmålet om, hvad der driver supercomputeren. Er det virkelig en digital Will Caster, der lader sin ominøst forstærkede stemme runge ud over sit underjordiske laboratorium fra hundreder af skærme (og hvorfor er man i øvrigt ikke kommet ud over den kliché endnu?)? Eller er det, som Will og Evelyns gamle ven, Max (Paul Bettany), bemærker, umuligt at reducere den menneskelige bevidsthed til elektriske impulser? Er computer-Will faktisk bare en computer – og arbejder computeren i virkeligheden imod menneskeheden?
Evelyn er overbevist om det første, og synes kun at det er moderat bizart at komme hjem til en romantisk aften med sin digitale mand (som har tændt stearinlys og stillet vin frem. Hvordan i alverden han så har gjort det, når han ikke har nogen arme). Max og en anden K.I.-forsker, Joseph (spillet af Morgan Freeman, der tilsyneladende havde en eller anden form for øjenlidelse under optagelserne, da han aldrig tager solbrillerne af) er dog mindre overbevist.
Teknologiens grænser
Og det er jeg ærligt talt også. Ikke bare om essensen af computer-Will, men om hele filmen som sådan. Misforstå mig ikke. Jeg er helt nede med sci-fi. Sindssyge supercomputere: Ja tak! Digitalisering af den menneskelige bevidsthed: Bring it on! Men en vigtig del af sci-fi er, at den teknologi, der bliver beskrevet, overholder de rammer, som fortællingen har opstillet. Når computer-Will pludselig ud af det blå har udviklet nano-partikler, der flyver rundt i luften som intelligent glimmerstøv og reparerer alt, hvad det kommer i nærheden af, så skal der eddermame være en god forklaring – eller også skal det ikke være med i filmen.
Idéen bag Transcendence er fed, men som handlingen skrider frem bliver alting overgjort. Fokus bliver flyttet fra det ellers interessante spørgsmål om computerens menneskelighed til måbende undren over, hvorfor specialeffectsafdelingen tilsyneladende har fået lov at bestemme, hvad hele anden halvdel af filmen skal handle om.
