Skriv en kommentar
Den kendte svenske instruktør, provokatør og samfundskritiker Ruben Östlund er tilbage.
Denne gang med nyeste skud på stammen, endnu en Guldpalmevinder, Triangle of Sadness, efter hans anmelderroste vinderfilm The Square, med bl.a. danske Claes Bang, fra 2017.
Lad mig starte med at forklare hvad filmens titel betyder.
I fashion lingo, er en Triangle of Sadness, den bekymrings-rynke man får i mellem øjenbrynene når man kniber med øjnene. Typisk noget der popper op, når man poserer som ”bekymret eller "cool pige/fyr”.
Når det er sagt, så er det oplagt at starte med første akt af filmen, som fokuserer på hovedrollerne, model-parret Carl og Yaya, spillet af Harris Dickinson og nyligt afdøde Charlbi Dean.
Carl er til model casting, hvor nutidens store mærker kaster om sig med slogans, som ”we are all equal”, ”act now, love now” og diverse andre hyklerier, når man ved at det bare er varm luft og der bliver hvisket om botox.
Det er netop disse emner Östlund er så god til at skildre og få os til at smile, grine og tænke over.
Kønsroller, magt og manipulation får hele armen i bedste MeToo stil.
Carls audition går ikke godt, og i modsætning ryger vi straks over til catwalken, hvor hans kære Yaya har stor succes.
Lige netop i modeverdenen, er kønsrollerne vendt på hovedet i forhold til den virkelige verden. Mandlige modeller tjener typisk en tredjedel af kvinder, hvor kvinderne efter deres model-karriere typisk læner sig op af, at de kan være en rigmands trophy wife og nøjes med det. Bogstaveligt talt, en omvendt verden end den man normalt hører om.
Første akt viser os helt satirisk et skænderi i mellem parret på en restaurant, hvor Carl udfordrer den uskrevne regel om, at manden altid betaler regningen, selvom det er kvinden der har inviteret til middag, og i det her tilfælde tjener mange flere penge end han gør. Parret ender på grænsen til at slå op, men redder forholdet fordi de kommer til fornuft og fordi Carl er ekstra følsom, sårbar, underlegen og siger de ting som Yaya gerne vil høre, selvom han har ret.
Så er scenen sat, og vi ved nogenlunde hvilke emner Östlund vil have os til at fundere over.
Anden akt, ”The Yacht”, fører os ud i en luksus yacht for over 250 millioner dollars. Vores par, og diverse andre millionærer og milliardærer er taget på ferie, for at spise, drikke, slappe af, befale, kræve og alt hvad man kan komme på af ”fordele” overklassen og samfundet har tildelt sig selv.
Samtidig med at man ser ”mellemklassen” i form af besætningen, ført an af danske Vicki Berlin, og til sidst, bunden af bunden, nemlig de asiatiske medarbejdere der står for rengøring af opkast og toiletter.
Der bliver hele tiden leget med emnet rig og fattig, og at man som rig bare lige pludselig kan kede sig og befale, at hele besætningen tager en tur i vandet via en rutsjebane.
Vores allesammens Zlatko Buric spiller den russiske oligark, Dimitry, der er på ferie med hans kone og elskerinde på samme tid, og praler af hans profession ved at sige ”I sell shit”.
Filmens absolutte superstjerne er uden tvivl Woody Harrelson, der spiller skibskaptajnen som ikke kan styre hvor meget han drikker, er marxist og sætter alles liv på spil fordi han bare er ligeglad. Kaptajnen tænker kun på at drikke sine sorger væk i duel med Dimitry. Alt imens der kommer et kæmpe uvejr og storm, der får skibet til at synke. Seerne belønnes med historiske lange sekvenser af opkast og toiletter der flyder over, før vi hopper over til tredje akt, ”The Island”.
De overlevende fra skibet ender på en øde ø, langt fra alt hvad man kender. Alle fra forskellige samfundslag, men ingen, udover toiletpasseren Abigail, kan finde ud af hvad man gør når man skal overleve på en øde ø.
Endnu engang leger vi med magten mellem mænd og kvinder, rig og fattig, og hvad man kan tillade sig overfor overfladiske, rige modeller, oligarker, app udviklere og andre overhoveder, når man selv pludselig sidder med noget de andre ikke har.
Filmen er ikke uden aha øjeblikke, og der kommer et par overraskelser her og dér, og de sidder lige i skabet.
Som skrevet foroven, så vil jeg ikke lægge skjul på, at denne form for film, altså satiriske komedier, altid er svære at forholde sig til.
For det første skal man acceptere, at det ikke er højlydte HAHA oplevelser man som regel får i løbet af filmen.
For det andet, så skinner det typisk igennem, når instruktøren selv synes han er Guds gave for komikken, og super intelligent.
Hvis man accepterer de præmisser, og går ind med et åbent sind, så er man i hvertfald godt på vej mod at få en god oplevelse med Triangle of Sadness.
Alt dette jeg har skrevet, er ikke en afsløring af filmens vigtige sekvenser. Det er de samme ting man kan se i den officielle trailer, og høre fra instruktøren selv.
Det er den tragi-komiske aura, ironien, de samfundskritiske emner, klasse forskelle, kønsroller, kapitalisme, kommunisme, hierarki, overlevelses-evner, moral og meget mere der er filmens styrke og gør den så speciel.
Skuespillerne gør det virkelig godt i deres karakterer som overfladiske, sociale medier afhængige mennesker, der ikke engang på en øde ø, kan give slip på materielle ting som smykker og parfumer.
Jeg fangede mig selv i, at grine og smile over flere omgange, fordi det er virkelig komisk at se alt vende på hovedet, både bogstaveligt i form af skibet, men også i form af normer, og hvad rige mennesker synes de kan tillade sig overfor andre.
Der er scener der er så tåkrummende latterlige, men samtidig så sande, at man ikke kan lade være med at holde af filmen.
Jeg startede min anmeldelse med, at enten er man til det, eller også synes man det er noget forfærdeligt vrøvl, jeg tilhører heldigvis den første del.
147 minutter var måske lige i overkanten, og kunne godt koges lidt ned, men overordnet set, synes jeg det er en succes fra Östlunds side, der fortsætter sit høje niveau.
Jeg ventede ubevidst på at Zlatko Buric skulle bryde ud med ”UTT af min kiosk” i løbet af filmen, men heldigvis har han udviklet sig meget siden da, og gør et godt stykke arbejde ligesom Vicki Berlin og de to hovedroller Dickinson og Dean.
Jeg kvitterer med 4 stjerner ud af 6 –
Det er på grund af underholdningsværdien, og filmens evne, der får seerne til at tænke og se sig selv i nogle af de dobbeltmoralske situationer.
Der røg nogle stjerner på varigheden, og fordi jeg fik en fornemmelse af, at Ruben Östlund blev lidt for selvfed til sidst og trak nogle af tingene i langdrag. Blandt andet bræk-scenerne der kommer til at gå i historiebøgerne.
I bedste kaptajn stil;
OVER AND OUT!
