Trio van Gogh er to af Angora-drengenes bud på en mockumentary; altså en komedieserie som foregiver at være dokumentarisk, som vi kender det fra The Office eller Angora-folkenes Team Easy-On.
Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard lader scenariet udspille sig hos en trio, der egentlig spiller klassisk musik men på grund af besværligheder ved at få jobs fokuserer de nu på at udføre popnumre af Kim Larsen og Shubidua med cello, violin og tværfløjte. Gennem 10 afsnit følger vi trioens jagt på arbejde og pladekontrakt og ikke mindst de mange interne konflikter, der ikke bare ulmer men i den grad kommer til udtryk i Trio van Gogh.
Seriens første to afsnit er noget matte i sokkeholderne. Det er ikke rigtig længere morsomt at se en dansker tale med udenlandsk accent, sådan som Brian Lykke gør det som dansk-ungareren Miklos. Miljøet, den klassiske trio, har heller ikke så mange genkendelige momenter som et kontormiljø eller et cykelhold har det. Derfor er grinene virkelig få i de første par episoder.
Til gengæld formår de tidlige afsnit at iscenesætte tværfløjtenisten Anette som den vildt irriterende bandleder brandgodt skåret i Mia Lyhnes underspillede og sammenbidte udtryk. Denne irritation kommer publikum fuldt ud til gode i de efterfølgende afsnit, hvor den groteske humor kommer på banen. Her er det befriende at se Anette blive grundigt svinet til, når en af hendes katte får flået halen af i døren af en rasende Erik, eller når hun lokkes til oralsex (inklusiv spegepølsestykke!) af en musikstudieejer. Helt i toppen bliver serien dog da to Angora-drenge kommer på banen og i kraft af rollerne som to pornoproducenter fra Ikast tager tykt pis på den danske musik- og showbizbranche – også den mere kulørte af slagsen.
For mange momenter er dog fortsat for fade. Originaliteten er svær at få øje på, og umiddelbart vil jeg mene, at Trio van Gogh er rimelig hastigt glemt igen. Mens det står på, er det dog et underholdende bekendtskab.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.