Skriv en kommentar
Laurence Sternes roman ”The Life and opinions of Tristam Shandy, Gentleman” blev produceret I anden halvdel af 1700-tallet og her I 2005 tager instruktøren Michael Winterbottom storværket op til en nyrevideret og opdateret udgave, der på mange områder må siges at være en vellykket adaption af et klassisk bogværk. Eller faktisk skulle man sige, at Winterbottom fortæller en historie om det svære i at sætte et sådan bogværk ind i en filmisk ramme. For Winterbottoms hovedperson er Steve Coogan, der sammen med sit filmhold kæmper en nærmest umulig opgave med at filmatisere den komplekse bog.
Således udvikler filmen sig i farcemæssige retninger, der illuderer til andre metafilm, der hovedsageligt kredser om en gruppes problemer med at sætte noget i scene. Det er som bekendt ikke et ukendt fænomen og for det meste en både underholdende og sigende måde at konstruere på. Det er da heller ikke tilfældigt at lige netop Winterbottom vælger en tilgang som denne. For Winterbottom tager ofte de skæve vinkler som han tilsætter en god gang underspillet humor. I samarbejdet med manuskriptforfatteren Frank Cotrell Boyce er der kommet så forskellige film som ”Butterfly Kiss”, ”Welcome to Sarajevo” og ”24-Hour Party people” og nu altså også ”Tristam Shandy”. Det er således stærkt mærkværdigt men også dybt beundringsværdigt, at de to sammen har lavet så forskellige film
Steve Coogan, der spiller sig selv og hovedmanden bag det diegetiske filmprojekt huskes bedst i en anden litterær rolle som Phileas Fogg i ”Jorden rundt i 80 dage” (2004), er en troværdig hovedkarakter, der bæres af en sær udstråling. Udover det spiller Rob Brydon Rob Brydon, og Gillian Anderson Gillian Anderson ,- Med andre ord spiller skuespillerne sig selv.
Disse personer indgår naturligvis i en skuespillertrup lidt alá ”Århus by Night”, der diskuterer og kværulerer indbyrdes. Det er disse indbyrdes opgør og de interne diskussioner og forviklinger, der bliver filmen her.
Litterære kritikere har udnævnt bogen til en art postmoderne litteratur, og det må man sige, at filmen lægger yderligere en dimension til. Der er således en god portion Charlie Kauffman over den stærkt konstruktionsrelaterede udsigelse – En succesfuld tendens i tiden.
Således fremstår Laurence Sternes roman som ganske utilgængelig at filmatisere, hvorfor Winterbottoms film og dens tilgang til emnet giver god mening og lykkes til fulde. Således bliver dette stykke meta en ganske underholdende og anderledes filmoplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
