Skriv en kommentar
Dokumentaren er filmet i regionen Piemonte (betyder ’ved foden af bjerget’), som er beliggende i det nordvestlige Italien ved foden af de franske og schweiziske alper. Det er en af Italiens bedst kendte regioner for deres fine vine som Barolo, Barbaresco og delikatesser som nødder, olivenolier, trøfler mm.
Dokumentarens åbningsscene filmes i sort/hvid og kan sammenlignes med en italiensk ouverture, som spilles i hurtigt tempo sammenlignet med den franske ouverture, som begynder i langsomt tempo. I åbningsscenen følger kameraet hunden Biri i et tæt close-up og indfanger det lykkelige og entusiastiske øjeblik, hvor Vettore har opsnuset de friske, store trøfler i skovbunden og Vettore graver løs sammen med sin ejer/trøffeljæger, Sergio Cauda (spillet af Sergio Cauda). Han jubler og krammer sin hund. Han synger i bilen på vej hjem og hans tre hunde gør med i glæde over den gode fangst. Sergio bader sin hund og tørre den med sin hårtørrer.
Sergio er i gang med at skrive ned på en gammeldagsskrive maskine, hvorfor han ikke vil samle trøfler mere. Der er én eneste grund og det er ifølge Sergio, at folk er blevet grådige. De gør det ikke for sjov eller for at lege med hundene eller for at nyde den smukke natur. Det er kun penge, som driver dem. Det er kommet så vidt, at folk lægger gift ud for at slå hundene ihjel. Hvis Sergio ser ’hunde-dræberne’, så klynger han dem op i et træ med hovedet nedad, fordi hundene er uskyldige.
Sergio taler på alle trøffeljægernes vegne, at de vil gøre ALT for deres hunde.
Sergio afslutter sit manifest med følgende opsang: ”Vi skal opdrage ungdommen. Vi skal skrue tiden 50 år tilbage”.
Ét godt råd fra den ældste trøffeljæger, Carlo (spillet af Carlo Gondola, 88 år) er at finde ét sted, som ikke er åbenlyst og allervigtigst, jægeren skal have tillid til sin hund. Carlos butik hedder ”Casa del Trifolau” og han vil ikke dele sin hemmelighed med en sælger, hvorfor han lykkedes med at finde trøfler. Desuden er han i gang med at finde et godt sted for sin hund, Birba at bo, som er god til trøffeljagt og det vil folk udnytte. Derfor overvejer Carlo en god kvinde som ejer, men ifølge Carlo er de sjældne.
Carlo og hans hund Birba bliver sammen velsignet i kirken. Og præsten mener, at Carlo også vil blive en god trøffeljæger i det hinsides. En vidunderlig scene med harmonika spil synger Carlo for kameraet en satirisk folkevise om den katolske kirke: ” Præsterne siger, at vi skal angre vores synder. Og mens de morer sig, står vi tomhændede tilbage. Men så narrer vi dem. Til sidst står de (præsterne) tomhændede tilbage, mens vi virkelig morer os”.
Vi ser, hvordan trøffeljægerne forsøger at beskytte deres hunde mod gift og fælder, men det går ofte galt. Lige efter er der sceneskift til en mad og vinconnaisseur. Han sidder og nyder de velanrettede trøfler med et glas vin med fineste etikette/appellation og siger: ” Det kan jeg lide. Rigtig godt”.
Dokumentaren om trøffeljægerne viser, at en branche er ved at gå tabt. For bare 50 år siden blev trøflerne solgt på markeder rundt om i Italien. Nu er trøflerne så sjældne og værdifulde at de udstilles i montre og på fade, hvor folk står i kø for at dufte til de friske, smukke, runde trøfler.
Budskabet i dokumentaren om trøffeljægerne og deres hunde er at gøre os opmærksomme på den hårde jagt om trøflerne og de opofrelser, som følger med. Derfor står navnene på hundene i dokumentarens rulletekster, da det er en hyldest til hundene. Uden hundene, ingen trøfler. ”The dogs: Birba, Biri Charlie, Fiona, Nina, Titina, Yari, Vettore, Ettore, Dretty”.
