Så er de her igen. De danskproducerede lykketrolde fik endnu mere bevågenhed, da filmselskabet Dreamworks lancerede troldene i deres helt egen spillefilm. Det blev en ganske pæn succes tilbage i 2016, og nu er de så tilbage i et spritnyt eventyr, hvor musik spiller en endnu større rolle end i forgængeren. For selvom alt tilsyneladende ånder fred og idyl i troldenes by, så forstyrres roen af den frembusende rock-dronning Barb. Hun har i sinde at samle alle de musikstrenge, som i sin tid skilte troldene i forskellige grupperinger, og gøre rock til den fælles musikforståelse. Det vækker stor bekymring, da blot en enkel musikgenre ikke bør være magtfuld og dominerende.
Barb er dog nærmest besat af at få indsamlet de i alt 6 strenge og forene dem i hendes elektriske guitar. Vores heltinde Puppy må sammen med hendes pop-troldevenner forsøge at sætte en stopper for Barbs planer. Det skal dog ikke blive let, for Barb lurer at Puppy og co. er i hælene på hende, og hyrer en bred gruppe agenter til at holde Puppy distanceret. Om det lykkes at forene musikken på tværs af troldene, ja, det må du selv se, for nu er Trolls World Tour klar til at lette.
Trolls World Tour (på dansk: Troll På Verdensturné) fungerer nærmest som en slags musical. Den er spækket med velkendte sange som Cyndi Laupers ”Girls Just Wanna Have Fun”, Scorpions’ ”Rock You Like A Hurricane” og Deee-Lites ”Groove Is In The Heart”. Den megen sang og dans i Trolls-universet fordrer da også at stemmelægningen til de små kulørte væsner udføres af sangere som Justin Timberlake, Mary J. Blige, Anderson .Paak, J Balvin, Kelly Clarkson og Ozzy Osbourne. Etablerede skuespillerkræfter som Anna Kendrick og Sam Rockwell er dog ligeledes at finde blandt aktørerne.
I denne anden film om de små skøre og nuttede Trolls er der masser af charme og varme. Dog bliver hele præmissen ret simpel og strømlinet. Skurken vil bestemme over alle Trolls og det skal stoppes. Så enkelt kan det gøres. Der er ikke meget kød på indholdet, og der fokuseres for lidt på en form for udviklingshistorie blandt vores karakterer. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere kompleks fortælling, hvor sidehandlinger havde en større effekt. Det fik jeg ikke, men nu er jeg jo så nok heller ikke den primære kunde for filmen. Dog vil jeg så netop af samme årsag påstå at Trolls er for de alleryngste seere. Store børn er altså bedre vant, og præsenteres på forskellige platforme for langt større udfordringer end det, som man bliver budt i Trolls World Tour. Så på egne vegne og sådan set også på børnenes, så kan jeg ikke komme en karakter nærmere end en 3’er.
Bonus-materialet skal nu til gengæld nok vække begejstring. Her kan ungerne lære dansetrinnene til filmens mange danse, se et par mini-film om troldene og komme bag om kameraet og se hvordan det hele er blevet til. Man kan også vælge at få filmens instruktør til at tage os gennem et kommentarspor, lige som man kan vælge at se filmen i en såkaldt Dance Edition, så man kan danse og karaoke-synge med undervejs.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.