Skriv en kommentar
Sam Flynn (Garrett Hedlund) er søn af verdens mest visionære, teknologiske nytænkere Kevin Flynn (Jeff Bridges), som forsvandt mystisk for 20 år siden. En dag modtager Sam et signal fra hans fars pager og det leder ham til farens hemmelige kontor. Sam bliver transporteret ind i ”Nettet”, hvor hans far har været fanget i 20 år. Det digitale univers er blevet videreudviklet og det hele styres af Clu, en replika af Kevin. Nu er det spørgsmålet, om Sam kan genforenes med hans far og finde ud til den virkelige verden igen.
Disney lancerede juli 1982 den oprindelige Tron og derefter fulgte flere videospil og nu 28 år senere kommer efterfølgeren til filmen Tron: Legacy. Umiddelbart kan det virke som om, at filmen er endnu et eksempel på de seneste års idéforladthed som Hollywood har praktiseret, men på en eller anden måde giver det egentlig god mening, at opdatere filmen (der er en efterfølger og ikke en genindspilning). For en film som dengang var meget effektbåren, virker det nærliggende at give den en få en tur igennem effektmaskinen og selvfølgelig skyde den i 3D, som den oprindelige film legede med i billedsproget.
Tron: Legacy er på mange måder en film, som rammer den originale stil godt og måske derfor lige så meget rammer ved siden af. Da vi jo som bekendt ikke lever i 80’erne og publikum har ændret sig siden da, kan det til tider være svært at vide, om man skal grine eller grimme sig. Tron: Legacy har selvfølgelig den fornødne respekt for den originale kultfilm og har diverse indforstået referencer til den, så fans kan sidde og grine fjoget over dem. Så det kan det være en god idé lige at sætte 82-udgaven på derhjemme inden, hvis man vil have det fulde udbytte af filmen. Så giver det alt sammen mere mening, når Sam Flynn siger; ”Now that is a big door”.
80’er temaet er gennemgående i filmen, hvilket er logisk nok, eftersom Jeff Bridges figur Kevin Flynn har været fanget i nettet siden 1989 og derfor stadig snakker som man gjorde i 80’erne. Det er fantastisk fornøjeligt og nostalgisk at se Bridges agere, som han gjorde for 20-30 år siden. Derudover spiller Bridges også Clu 2.0 som er en replika af ham selv som yngre, hvilket ligeledes bidrager til nostalgien for Jeff Bridges fans.
Clu 2.0 viser, hvor langt vi er nået med at kunne replikere et andet mennesker til en digital figur. I Benjamin Button blev Brad Pitt digitaliseret til en yngre og ældre udgave af ham og det samme er præsteret her med Jeff Bridges. Hvis man kigger nøje efter, kan man tydelig se konturerne i ansigtet stadig mangler noget, før det kommer til at virke helt naturligt. Det er stadig en computeranimeret person, men det passer jo så egentligt meget godt til filmens natur, som foregår i en computerskabt verden.
Soundtracket til filmen er noget af bedste. Musikken er komponeret af det franske elektroniske band; Daft Punk, som giver hver scene, om det er action eller ej, en fabelagtigt 80’er synthesizerlyd blandet med en tung House-bas, der får dig svært ved at sidde stille. Musikken rammer plet hver eneste gang og giver sammen med 3D universet en følelse af at være tilbage i en arkade æra. Og netop 3D effekterne, som kun eksisterer i den virtuelle verden, er filmet med samme kameraer som Avatar og giver en som den, en fantastisk dybde i billedet.
Men her slutter det også. Historien i Tron: Legacy minder til forveksling om Armageddon og hvis du skal noget lige efter forestillingen, kan du roligt gå 5-10 minutter før. Faktisk vil det spare dig for en stor del mundgylp. Der er lige en tand for meget flødeost omkring filmens kernehistorie, far/søn forholdet, og trods upåklagelige skuespilpræstationer har man lyst til selv at kaste en frisbee efter dem. Det kan måske skyldes, at det er Instruktøren Joseph Kosinskis debutfilm og han mangler rutinen til at holde tungen lige i munden, så scenerne ikke bliver for sentimentale og dialogen anstrengende.
