Skriv en kommentar
Pasolinis Tusind Og En Nat fra 1974 regnes af mange som trilogiens bedste, bedre end både Decamerone og Canterbury fortællingerne. Den er filmet on location i Nepal, Iran, Yemen og Etiopien, og er et eksotisk, magisk, og overdådigt puslespil af en film, hvor de frimodige passager ikke er tynget af hverken Freud eller religion.
Nur ed Din's søgen efter Zumurrud, den bortførte slavepige der har indviet ham i kærlighedens kunst, fungerer som et link mellem de ti historier om passion og forræderi, begær, tab og kærlighed.
Filmen er gennemgående en fornøjelig, uhæmmet hyldelst til seksualitetens magt og frigørende energi. Tusind Og En Nat er mere melankolsk, poetisk og mystisk end de to foregående film, de medvirkende er ikke smukke i konventionel forstand, men besidder Pasolinis specielle æstetik, igen ikke mindst takket være de ikke professionelle skuespillere der i rigt mål befolker filmen. Tusind Og En Nat og nok også mere sammenhængende end både Decamerone og Tusind Og En Nat.
Den visuelle side er bjergtagende, og Pasolini giver sig også langt bedre tid til at dvæle ved landskaberne og iagttage uden at fortælle. Det er medvirkende til filmens eskapisme, en virkelighedsflugt der adskiller Tusind Og En Nat fra både Decamerone og Canterbury fortællingerne, ligesom filmen foregår langt tidligere end de andre to, ikke indeholder nogen samfundsmæssige konflikter, og således fremstår som Pasolinis mindsk politiske værk.
Selv fortællerteknikken er anderledes. Den afslappede, dvælende fortællestil afstedkommer at den er den længste film i trilogien, fortalt med et lidt anderledes flow end de to foregående antologiske film, således at fire af de fortalte historier omkranses af den femte, der er langt mere omfattende end de øvrige. Ledsaget af Ennio Morricones musik giver det en mere lyrisk fortælling.
Selve fortællingernes natur er også vigtig. Hvor der i de foregående to film var en del komiske elementer, finder vi flere fantastiske aspekter. Forbløffende nok for en Pasolini-film, indeholder Tusind Og En Nat flere forskellige special effects brugt til at levendegøre de gådefulde historier om skibbrud, fyrretyve røvere, og hævngerrige dæmoner, hvilket giver den et touch af den samme aura som omgærder ældre Hollywood-produktioner med samme emne.
Pasolini har som nævnt kun anvendt en halv snes af fortællingerne fra Tusind Og En Nat, og mange af disse er desuden forkortede og forandrede i forhold ti ldet litterære oplæg. Eksempelvis fortælles kun første halvdel af "Historien Om Kamar al Zaman og Prinsesse Budur", og den fortælles ikke længere af en persisk prins og en kinesisk prinsesse, men af en ung mand og en kvinde fra en afrikansk nomadestamme. Og selv om den oprindelige fortælling er smuk, er Pasolinis version også meget charmerende. Det samme kan siges om de øvrige historier, ja selv historien der danner filmens ramme, hvor Sheherazade helt er udeladt.
Filmen vandt juryens store pris i Cannes 1974.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
