Skriv en kommentar
Bogen “Tysktime” blev en kæmpe succes i Tyskland. Den er sågar blevet en del af tyskundervisningen. Derfor er der store forventninger til Christian Scwochows fortolkning af den elskede fortælling. Og filmen er da også billedskøn i Nordsfrisland syd for den danske grænse.
Vi følger Siggi Jepsen, som efter Anden Verdenskrig sidder i et ungdomsfængsel. Han bliver stillet opgaven, om at skrive en tysk stil om “Pligtens Glæde”. I den forbindelse begynder han at tænke tilbage på sin barndom i det nazist-styrede tyske land, hvor hans far, Jens Jepsen, som politimand, gør sin pligt for sit land. Dette betyder at forbyde sin barndomsven ekspressionistmaleren, Maz Nansen, at male, da hans kunst bliver anset som sygt og degenereret kunst.
I filmen bliver den unge Siggi dog opslugt af Nansens malerier, og begynder at stjæler de billeder, der er i fare for at blive konfiskeret. Hvorfor han gør dette, og hvorfor han også samler på døde dyr, må fortsat være en gåde. Muligvis er det et oprør for hans brutale og nazistiske far, som ofte byder på både verbal og fysisk vold.
Skuespillet er igennem film ganske sublimt. Den rutinerede østrigske skuespiller, Tobias Moretti, ses i rollen som den ekspressionistiske maler og giver hans portræt dybde og nærhed. Ligeså er der en stærk præstation fra Ulrich Noethen, som den tyraniske far. Selvom hans pligter er til hans land, kan man mærke den bitre og brutale personlighed. Han må anses at været den mest hadet karakter i hele filmen. Nazist eller ej. Den danske skuespiller Sonja Richter har også en birolle som Siggis mor og den ensomme hustru. Selvom hun ikke siger særlig meget igennem filmen, kan man stadig mærke hendes elendighed.
Filmens billeder er smukke som en drøm. Vi får Nordsfrislandets skønne strand med den store horisont, som ligger og venter derude. Filmen vil gerne være en fortælling om fortidens nazisme og hvordan den kontrollerede alt og alle. Dette betød også at skabe splid imellem barndomsvenner og familier. Det hele bliver dog lidt kedeligt, og en 2 timers film med dette er alt for lang. Det eneste mysterium i filmen er, hvorfor Siggi overhovedet sidder i fængsel efter en krigstid, når man jo ser ham helt fra barndommen.
”Tysktime” har meget på hjertet, men falder desværre på gulvet. Filmen er alt for langt til et klassisk drama om venskab og pligter, og det ender med at blive for kedeligt og tungt.
