Det er ganske modigt at kaste sig ud i en genfortolkning af Jan Troells elskede svenske tv-serie fra 1970’erne Utvandrarna, fra dengang tv-serier var sjældne og der blev sendt et afsnit en gang om ugen, som man så spændt kunne gå og vente på. For mit vedkommende var det den første tv-serie, jeg overhovedet så som barn, stolt over at få lov til at se den sammen med mor og far, men endnu vigtigere talte den til mig på en måde, så jeg husker det endnu.
Det gør Erik Poppes version anno 2021 også, og det i lige så høj grad. Poppe, som er manden bag filmen 'Utøya 22 juli' og har en fortid som prisbelønnet filmfotograf, formår at gribe os ved struben fra første billede og lade os leve med i den lange og barske rejse mod et bedre liv, som Karl Oskar (Gustaf Skarsgård) og Kristina (Lisa Carlehed) tager ud på uden at ane, hvad det er, de går ind til.
Vi befinder os i midten af 1800-tallet, hvor flere end en million svenskere udvandrede fra det østlige Smålands stenede jord for at gøre den lange og farefulde rejse til Amerika. Her lokkede gratis jord for nybyggere. Familien Nilsson, bestående af Kristina og hendes mand Karl Oskar samt deres på det tidspunkt 4 børn, beslutter at rejse af sted, da de indser, at der ikke længere er nogen mulighed for at kunne brødføde familien hjemme i landsbyen Ljuder.
Det er ikke en afrejse uden omkostninger – og her taler vi ikke bare om penge – og det er ankomsten og det nye liv i Minnesota heller ikke. Der er både vilde indfødte, religiøse forventninger, hårdt arbejde og tilbagevendende graviditeter at kæmpe med, og så er der hjemveen, ikke mindst for Kristina, som er den absolutte hovedperson i denne filmversion af Mobergs fire romaner fra 1950’erne – den første udkom i 1949 og den sidste i 1959.
Jeg har ikke læst Mobergs romaner og er derfor ikke belastet af at vurdere, hvorvidt handlingen holder sig til romanens. Ud fra dette udgangspunkt må jeg sige, at det var en helt igennem vidunderlig oplevelse at lade sig opsluge af den utrolige rejse, som familien begiver sig ud på.
Det er ikke mindst John Christian Rosenlunds kameraarbejde og valget af den subjektive synsvinkel fra Kristina (primært), der får os til at leve med i hver scene i filmen. Kameraet bevæger sig ofte dokumentarisk håndholdt, uden at det dog bliver en overordnet stil, og sammen med valget af den personlige fortæller får det os til at føle hendes usikkerhed og tvivl. Den skræmmende oplevelse, da de skal ud på skibet for første gang, der skal sejle dem helt til det ukendte land. Kulturchokket, da de lander i USA og folk pludselig taler et fremmed sprog, selv om de svenske udvandrere har øvet lidt engelske ord på skibet. At skulle køre med et transportmiddel af jern på skinner af jern for første gang – alt sammen oplever vi sammen med dem, og det er et godt valg fra Erik Poppe, der således undgår den kostumeparade, en periodefilm nemt kan ende i. Tværtimod bliver historien, også båret af Kristinas indre monolog om, hvad der definerer et hjem og det at høre til et sted, vedkommende og aktuel og bringer tankerne hen på nutidens flygtningestrømme, at forlade alt og at skulle slå sig ned et nyt sted.
Også skuespilpræstationerne er i top, især yder Lisa Carlehed en kæmpe præstation som Kristina, ligesom også den skuespildebuterende Tove Lo er overbevisende som hendes veninde Ulrika.
Det er positivt, at Poppe har valgt sin egen vinkel på historien, og her er det kvindernes vilkår, og især Kristina og Ulrika, der interesserer ham. Ulrika er glædespige og som sådan lavest i hierarkiet, men viser sig at være en stærk kvinde, og Kristina kæmper konstant med sin hjemve og forsøget på at tilpasse sig forventningerne i det nye, fremmede land. ’Kan man blive fanget i en andens frihed?’ spørger hun sig selv og mener hermed sin mands nybyggerdrømme, som har ført familien så langt væk fra hjemmet i Småland.
Når man ser bort fra et par steder, hvor der spilles lige rigeligt på kleenex-effekten, er Udvandrerne en dejlig episk storfilm, der har noget at fortælle os, ikke blot om den skandinaviske fortid, men også om i dag.