Skriv en kommentar
Der er sket en katastrofe. Anna (Isabelle Hubert), hendes mand og to børn flygter til familiens sommerhus i håb om ly der, men huset er besat af en anden familie der truer dem, og snart ruller tragedien. Men det stopper ikke der. Der er knaphed på alt i det kriseramte samfund, enhver er sig selv nærmest, og der er ingen hjælp at hente nogetsteds.
Filmen er fotograferet i grynede, lidt uskarpe, og ofte underbelyste dogme-lignende billeder, og der er meget langt til technicolor-stilen i Funny Games (1996). Ydermere afholder Haneke sig for en stor del fra close-ups, hvilket giver en følelse af at betragte, snarere end af indlevelse.
Isabelle Huberts fremtræden er nedtonet, i rollen er hun er nærmest apatisk, og hendes handlinger stort set mekaniske. Mest interessant er måske i virkeligheden Béatrice Dalle, der med sin vildskab og agression tegner en kvinde midt imellem Betty fra Betty Blue (1986), og den frådende sindssyge Coré i Claire Denis' sørgeligt oversete Trouble Every Day (2001).
Selvom filmen tilhører katastrofefilm-genren er den meget anderledes end andre film i denne genre. Hvor den samtidige Day After Tommorrow nærmest bliver en hyggelig eskapistisk gysen over hvor galt det kan gå, vise Ulvetider hvor tynd fernis'en i virkeligheden er, hvor lidet glamourøse mennesker i nød i virkeligheden er, hverken sorte eller hvide, men grå og fortvivlede. Denne effekt frembringes af subtile virkemidler så som sporadisk lyssætning. Det er ikke helt til at se hvad der
foregår, vi er ligeså meget i mørket som personerne i filmen. Samtidig stortrives racismen, opportunismen og selvretfærdigheden. Men Haneke bryder også med katastrofefilmens formel, ved, i lange passager at vise hvor handlingslammede og ubeslutsomme de kriseramte personer er. Jeg tror Haneke kommer ulig meget tættere på virkeligheden end samtlige andre katastrofefilm jeg har set.
Filmens rytme er meget ujævn. Den starter meget voldsomt, i klart dagslys og tilskueren yderst på sædet. Så går den over i et univers midt mellem Triers Element of Crime og Tarkovskis Stalker, med størst vægt på sidstnævnte, i en sine steder søvngængeragtig og dvælende stil. Tempoet afspejler ganske nøje den menneskelige reaktion på en katastrofe, men i stedet for i starten at skildre de apokalyptiske hændelser, får vi en anderledes nærværende kick-start i form af et menneskeligt drama. Efterfølgende afspejler fortælletempoet apatien der tager over i takt med resignationen overfor det uafvendelige.
Overraskende nok, øjnes der i filmens handling et glimt af håb, noget man ellers ikke er forvænt med fra Hanekes side, slet ikke i den ultra-kyniske Funny Games, men ej heller i Le Pianiste, man kan næsten spørge sig selv om Haneke er ved at blive sentimental, eller måske snarere religiøs på sine gamle dage?
Filmen delte publikum i to lejre i Cannes, den ene halvdel gav den stående ovationer, den anden udvandrede. Man kan diskutere om det er en god oplevelse at se filmen.
Men uanset hvad, er det uomtvisteligt at Haneke er en enestestående film-skaber. Den tidligere filosofi-studerende har vedholdende skabt film der konfronterer tilværelsens mørke sider, og det med en vedholdendhed og integritet der aftvinger opmærksomhed og respekt. Underholdning er ikke den eneste bevæggrund for at lave film, og de få instruktører der i dag tør udfordre og provokere bør værdsættes efter fortjeneste.
