Skriv en kommentar
Imens åbningsskud traditionelt bevæger sig fra det uformelige, typisk vand og til det formelige, typisk byen, den faste grund under fødderne, gør Ozon det modsatte: fra billedet af byen tiltes ned mod havet. Konventionen tro kan vi så forberede os på den store dramatik, når de psykiske kræfter slippes løs. Sådan forholder det sig bare ikke her. For Ozon er solidarisk med hovedpersonens lette tilgang til den store forandring, som hendes ulykke eller snarere hendes psyke kaster hende ud i.
Marie Drillon, meget overbevisende fremstillet af Charlotte Rampling, må efter 25 års ægteskab pludselig stå på stranden ved sommerhuset og spejde forgæves efter sin mand; er han druknet, og var det selvmord, eller er han blot gået sin vej, fordi han keder sig i ægteskabet, som Maries svigermoder er så venlig at slå fast?
Marie ved det ikke, og vi gør det heller ikke. Under alle omstændigheder tvinges Marie til forandring i sit liv, simpelthen fordi det hun tager for givet, sin tilværelse med manden, ikke længere er en realitet. Men i stedet for nu at vælge den tunge løsning, at kaste sig ud i en eftersøgning af manden med hvad det kunne indebære af afsløringer om hans skjulte liv, eller så at sige at kaste sig ud i en egentlig sorgbearbejdelse – begge løsninger i øvrigt også filmiske konventioner - genoptager Marie sit hidtige liv. Hun lever videre som om intet er hændt; omtaler sin mand i nutid og omgås i bogstaveligste forstand med ham i lejligheden.
Overfladisk betragtet er Marie således en enestående tragisk person der er godt på vej ud på det psykiske overdrev. Men ved instruktørens gentagne fokusering på tids/aldersaspektet – den knudrede bark på træerne ved sommerhuset, de hyppige besøg på gymnastikinstituttet, vækkeuret ved ægtesengen der skal huskes at sættes til, også selvom det er elskeren der ligger der, morgenbordsritualet med smøringen af den tørre toast (bark) til manden - er det snarere midaldrenes forholden sig til forandring i tilværelsen der tages kærligt under behandling. Stærkest fremstilles det, da Marie betragter det gennemrådnede og derfor uidentificerbare lig af det der kunne være hendes mand og må le da hun ser uret, som hun på det bestemteste afviser er hendes mands, for: ”Jeg har givet ham uret. Jeg er hans kone. Det er ikke ham”.
Hendes latter går igen, da elskeren godt igang med akten må stoppe op, fordi hun ler af hans lethed; hun er jo vant til sin mands tyngde, i mere end én forstand. Det er da også med samme begrundelse, at hun smider den påtrængende elsker ud: ”Du har ingen tyngde!”.
Vennerne tier, når hun taler om sin mand og kan ikke hurtigt nok kaste hende i armene på en ny mand, ikke for forandringens skyld men for at fastholde statusquo. Men det er netop denne statusquo, som Marie kommer til at udstille ved sin insisteren på at manden lever. Så hvis Marie er en tragisk person, ja så gælder det netop også for de midaldrende venner. Marie kaster lys over deres og enhvers tragiske statusquo-tilværelse ved at afsløre, at den bygger på fiktion, ja på sand.
Da Marie til slut med udsigt til havet endelig græder, punkterer instruktøren med det samme dette konventionnelle gennembrud ved at … Ja, slutningen er overraskende og for de der vil tyngde fremfor lethed er filmens slutning en lækkerbidsken til fortolkning. Kan det lade sig gøre at gå igennem livet uden at uvisheden, døden slår igennem?
Instruktøren Francois Ozon, der blev indstillet til en César og European Film Award 2001 for Under Sandet, siges at tegne en ny bølge i fransk film. Vi får se. Under alle omstændigheder har han en fuldstændig utvungen evne til at hæve den hverdagsrealistiske fremstilling op på et symbolsk plan, hvor det ikke blot handler om midaldrenes overgangskriser og sorgbearbejdning, men nok så meget om det kvindelige og det mandlige som værdifulde psykiske elementer for forandring.
Charlotte Rampling, som ”vi” bliver ved at huske for Cavianis sensationelle Natportieren (-73), hvor hun konfronteres med og har et forhold til den nazibøddel der torturerede hende i KZ-lejren, og også for Oshimas Max mon amour (-87), hvor hun havde et forhold til en chimpanse, og så endelig for sit ægteskab med Jean-Michel Jarre – blev ikke overraskende ligeledes indstillet til både en César og European Film Award 2001 for sin fremstilling af Marie. Det må være tid til forandring af vores opfattelse af denne fine skuespiller.
Lad os håbe, at filmimportørerne på trods af Under Sandets afdæmpede og udramatiske fremstilling vil få flere af Ozons film til landet; vi har godt af denne ulidelige "lethed".
