Skriv en kommentar
Filmen ”Undine” fra 2020 af den tyske filminstruktør Christian Petzold begynder med slutningen. På én café i Berlin mitte ved siden af Humboldt Universitet ser vi hovedpersonen Undine (spillet af Paula Beer) skændes med sin kæreste Johannes (spillet af Jacob Matschenz). Han modtager et opkald fra sin nye kæreste og Undine forstår, at mødet ved caféen bliver deres sidste, da han slår op med hende. Hendes advarsel til ham er direkte og ikke til at misforstå: ”Hvis du forlader mig, så bliver jeg nødt til at slå dig ihjel”. Denne advarsel er kendetegnende for filmmageren Petzold’s film. Han lader kameraet og hovedpersonerne dvæle ved ét sted, dvæle ved tiden og dvæle ved ét kærlighedsforhold uden at de rigtig knytter an eller får tilhørsforhold og følelsen af at ’høre til’. Det er også dét, vi ser i instruktørens forrige film og det bliver en slags intertekstuel reference til Petzold’s film ”Transit” fra 2018.
Begrebet ”Undine” dukker for første gang op i alkymistiske skrifter skrevet af 1500-tallets filosof og alkymist Paracelsus. ”Undine” stammer fra det latinske ord ’unda’, som betyder ’bølge’. Paracelsus’ bog er et bevis på mytologien om Undine som en vandnymfe og har titlen: ” A book on Nymphs, Sylphs, Pygmies and Salamanders and on the Other Spirits” og er udgivet posthumt I 1566. Senere staves Undine også som Ondine og bliver derefter brugt som kvindeligt fornavn.
Friedrich de la Motte Fouqué (177-1843), en tysk baron og forfatter, som mest skrev romantisk litteratur, udgav i 1811 en bog med titlen ”Undine” og betegnes som tidlig tysk romantik. Det er en eventyrnovelle og handler om vandånden Undine, som gifter sig med en ridder ved navn Huldebrand og hun gifter sig kun med ham for at få en sjæl. Slutningen i Fouqué’s eventyrnovelle slutter med en uhyggelig replik fra heltinden: ”I have wept him to death”.
Eventyrnovellen vakte opsigt og blev populær bl.a. omsat til en opera i 1816 af den tyske forfatter, komponist og teaterleder; E.T.A. Hofmann. Den danske eventyrfortæller, H.C. Andersens ”Den lille havfrue” udgivet i 1837 har ligeledes fundet stor inspiration i eventyrnovellen ”Undine”.
Med sin film genfortolker Petzold den mytologiske kærlighedsfortælling om Undine i en nutidig kontekst bl.a. så arbejder Undine som freelance historiker ved Humboldts universitet, hvor hun fortæller om Berlins historie og udvikling. Berlin kan ikke fuldstændig dateres tilbage til, hvornår byen præcis genopstod, da den er grundlagt på et sumpområde. Undines fremlægninger er subjektive og kredser især om dualismen mellem Øst og Vest, mellem destruktion og genoprejsning, mellem fortid og fremtid. Instruktøren Petzold vil gerne, at vi som publikum forstår, at Undine deler skæbne og har fællestræk med byen Berlin.
Petzolds genfortolkning om vandnymfen Undine i en moderne kontekst bliver aldrig nærværende eller fængende. Det er ærgerligt. Cinematografien af Hans Fromm er med til at bære filmen og den skaber stemning og rum og tid flyder smukt sammen både under og oven på vandet. Undertegnede anmelder vil helt klart anbefale at se filmen to gange, da man i første ombæring ikke helt forstår det ’usagte’ og alle de intertekstuelle referencer. Faktisk bør man læse myten om Undine, inden man ser filmen. På den måde får man mest ud af Christian Petzolds film.
Paula Beer’s og Franz Rogowski’s præstation er ligeledes med til at bære filmen og de spiller fremragende, intenst og dybt troværdigt.
