Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For at overleve er man nødt til at blive ét med ens omgivelser. Idet verdensmiljøet og indflydelsen fra magtfulde mennesker skifter, må samfundet flytte med tiderne for hele tiden at avancere. Det samme gælder med gysere. For at sådan en manipulerende genre kan overleve må filmskabere skifte med tiderne og finde gys og gru på den måde, som mennesker lever på i dag, ikke for tyve eller halvfjerds år siden. Mobiltelefoner får dækning så godt som overalt, videokameraer får fat i alt og alle, og internettet har forvandlet sig til et hav af had, som er ti gange værre end Freddy Kruegers mareridt – så hvorfor ikke benytte sig af det?
Det er præcis det, som ”Unfriended” gør. Teenagere har ingen grund til at gå isoleret rundt på lejrpladser for at blive det næste offer for morderen; de har kun brug for en internetforbindelse, en ledig aften, og en bunke af hemmeligheder der kan bruges som ammunition til en pistol. Efter du har set denne film, vil du dobbelttjekke, om den, du ringer til, eller besvarer fra Skype, er en, du kender.
Manuskriptforfatter Nelson Greaves har skrevet en af de mere kompetente techno-gysere, jeg endnu har set, og han gør det ved at præsentere os for en gruppe af skoleelever i teenagealderen, som blot ønsker at snakke sammen over Skype. Men der er en uinviteret gæst i samtalen, og efter de forsøger at vriste den uindbudte gæst, som de tror er en hacker, af samtalen, begynder underlige beskeder at dukke op og afbryde den ellers så harmløse diskussion. Som natten skrider frem, begynder vennerne at mistænke, at noget grusomt er ved at ske, og de sporer det muligvis tilbage til en tidligere klassekammerat, som begik selvmord, efter hun blev ydmyget af en video på YouTube. Én efter én afslører teenagerne deres dybeste hemmeligheder, men kan det være, at den mystiske gæst er den afdødes genfærd?
I et univers som dette, i disse højteknologiske gysere, er ”Unfriended” en af de mest realistiske afbilleder af moderne computerapplikationer, og det betyder meget mere, end man lige sådan umiddelbart skulle tro. Andre film som ”The Den” og ”Open Windows” har tvunget sig selv til at benytte sig af falske programmer, som trækker os ud af filmenes realisme. Men på grund af ”Unfriendeds” mere mainstream natur, er det alle de programmer, vi kender og bruger til daglig, som popper op på skærmen.
Om det så er MacBook’ens varme skrivebord, Skypes genkendelige tone, eller Gmails infrastruktur, så er vi med det samme bundet til hver og en af karaktererne i filmen, fordi de repræsenterer den måde, vi alle sammen bruger nettet på. Selv små ting som reklamer for tv-serier, pop-ups og Facebooks layout, løfter vores frygt-niveau, fordi vi kender denne verden så godt. Det er vores egen hverdag, som her bliver vist for os. Frygt rammer bedst, når vi kan identificere os med ofrene, og instruktør Levan Gabriadze forstår udmærket at vise det.
Så det får os til at stille det næste spørgsmål: bliver det trættende at sidde og se på en tv-skærm, som viser en computerskærm? Nej, slet ikke. De åbne hjemmesider, vinduer og applikationer skifter rundt på hele skærmen, så det ikke på noget tidspunkt bliver trivielt at se på. Du skifter fra scene til scene, når hovedkarakteren f.eks. lukker Skype og så åbner YouTube eller Spotify. Og fordi du er med i, hvad der foregår, kigger du rundt på hele skærmen for at se, om der er spor eller andre uhyggelige småting at finde.
Uanset om vores hovedperson Blaire (Shelley Hennig) vifter med musen foran skærmen i frustration eller skriver en tekst, sletter den, for dernæst at skrive en ny besked, er vi med på første række, minut for minut mens mysteriet langsomt udfolder sig, og vi ser dét, som resten af karaktererne IKKE ser. Vi har det privilegium, at vi kun kender til Blaires synspunkt, samtidig med at vi bliver delagtiggjort, når hun modtager beskeder fra den afdødes Facebook-konto. Gabriadze forstår at gøre hver ny afsløring til et spændende øjeblik, og vi bliver ved med at undre os over, hvem den mystiske gæst er, lige indtil sidste øjeblik hvor computeren bliver slukket.
Det eneste som holder ”Unfriended” tilbage er filmens begrænsede form for uhygge, som bliver fremtvungent på grund af ekstremt dårlig internetforbindelse. De uhyggelige scener dukker ofte op, når der ikke er nogen videoforbindelse, og det gør det også uhyggeligt, men det er den form for uhygge, hvor man intet ser og fantasien kun sætter grænser (som f.eks. ”Paranormal Activity” og ”Blair Witch Project”). Computernes mikrofoner opfanger høje lyde, lige i de øjeblikke hvor der sker blodige ting og sager, bare fordi man kan.
“Unfriended” er det enogtyvende århundredes mareridt. Nogen kan uploade et smertefuldt billede af dig på Facebook uden din tilladelse, poste en pinlig video som dine forældre eller arbejdsgivere ikke må se, eller nogen kan stjæle din identitet eller fucke din computer op med virusser. Hvad der er værre er, at du er fuldstændig i internettets nåde, noget så stort og udefinerbart at det aldrig kan blive håndhævet helt og aldeles. Medmindre du er i en gyser, hvor du bliver hjemsøgt af et voldeligt spøgelse.
Hvis du nogensinde kommer til at undre dig over, hvem der sidder på den anden side af computerskærmen og du ikke ved, hvem det er, som skriver eller ringer til dig, så er det ikke et spørgsmål, du vil have besvaret, efter du har set ”Unfriended”.
Ekstramateriale: Intet. 0 stjerner.
Blu-Ray: Meget af filmen foregår på en MacBooks skrivebord, og opløsningen er derfor høj. Når videoen eller lyden skratter, er det naturligvis med vilje, men det er kun med til at øge den skræmmende stemning. Billedsiden er dog det, som brillerer på blu-ray. Intet er pixeleret, medmindre det er meningen, og kanterne er hårde, mens farverne og det sorte står knivskarpt. Det er ikke en blu-ray, man skulle tro var fejlfri, men det er den.
